I mere end 30 år har Jesper Andreasen siddet i stolen som administrerende direktør for Rødovre Centrum.

Men nu er det slut – og stolen bliver snart overtaget af en ny.

Det oplyser Rødovre Centrum i en pressemeddelelse.

Med skiftet er det også første gang siden 1976, at shoppingcentret får en direktør på posten, som ikke er medejer og en del af familien Knudsen og Andreasen, der er efterkommere af gartner Aage Knudsen, som i 1966 grundlagde indkøbscentret.

Den 1. november er det nemlig Jacob Birkbøll, der tiltræder som ny administrerende direktør.

»Den afgående direktør forlader et center i god gænge,« lyder det i pressemeddelelsen.

Jesper Andreasen, der snart runder de 60 år, har siddet på posten i mere end 30 år. Han overtager i stedet posten som bestyrelsesformand, hvor den nuværende formand, Jesper Andreasens storebror, bliver næstformand.

Den kommende direktør er 39 år og tiltrådte som økonomidirektør 1. december 2019. Siden er han også kommet med i direktionen.