Christian Lundgaard har speederen helt i bund på sin motorsportskarriere.

Om under to uger debuterer Renaults danske juniorkører i Formel 2, når der køres løb i Abu Dhabi i forbindelse med sæsonens sidste Formel 1-løb.

Og 19-årige Lundgaard storroses af teamchefen hos Trident, som er det hold, danskeren skal køre for i Formel 2.

»Vi er meget glade for at byde en talentfuld ung kører som Christian Lundgaard velkommen, idet han har bevist, at han er et af de mest lovende talenter i motorsport,« fortæller Giacomo Ricci til Formel 2's hjemmeside.

Den danske teenager har netop afsluttet sin første Formel 3-sæson med en fjerdeplads, da der blev kørt World Cup på Macau-banen. Og Lundgaards 2019 har været præget af lovende resultater, der nu munder ud i en eksklusiv chance i Formel 2, der er sidste station inden toppen i Formel 1.

»I år som rookie har Christian leveret en flot sæson i Formel 3. Jeg var imponeret over hans evner, hver gang jeg så ham på banen,« lyder det fra Giacomo Ricci.

Selv er Christian Lundgaard stolt over at få muligheden for at prøve kræfter med Formel 2, hvor blandt andre Mick Schumacher, søn af Formel 1-legenden Michael Schumacher, kører for holdet Prema Racing.

»Jeg er meget stolt af at debutere i Formel 2. Det er et stort skridt at rykke op i Formel 2, men jeg glæder mig og er spændt på, hvordan det kommer til at gå,« siger Lundgaard.

Det er kun tre år siden, han blev optaget i Renault Sport Academy, der satser på at have en kører med i Formel 1-feltet i 2021 eller 22, og et varmt bud kunne være Christian Lundgaard.

Og Lundgaard har faktisk allerede prøvet kræfter med Formel 1, idet han har fået lov at teste en Formel 1-bil hele to gange dette efterår. Her høstede danskeren ligeledes roser for sin indsats.

»Christian viste ved sin første Formel 1-test i Ungarn, at han har evnerne til at være hurtig. Han forstår bilen og ved, hvordan han skal forbedre sig. Vi mener, han er på vej i den rigtige retning,« lød det fra Renaults akademidirektør, Mia Sharizman, til TV3 Sport efter den anden test i Spanien.

Sidste år rykkede de tre øverste kørere i Formel 2-mesterskabet, George Russell, Lando Norris og Alexander Albon, alle direkte op i Formel 1. Efter debuten for Trident-teamet ventes Lundgaard at skulle teste Formel 2 for ART Grand Prix, som han kørte for i Formel 3 i år.