Michael Schumachers søn, Mick, nyder i øjeblikket stor succes, efter han i weekenden vandt titlen i Formel 3-klassen.

Den 19-årige tyskers imponerende sejr betød samtidig, at han blev tildelt Formel 1's superlicens, der er påkrævet for at køre på det højeste niveau.

Rygterne har derfor også gået på, om han snart vil træde i sin fars fodspor og køre i Formel 1. Nu afslører Schumacher Jr. dog, at han ikke har travlt.

»Jeg kunne køre i Formel 1, det er klart. Det er stadig mit store mål, men det er stadig meget urealistisk,« siger den tyske racerkører til tv-kanalen SAT.1 ifølge Daily Express.

Mick Schumacher vandt i søndags Formel 3-klassen og kunne i på banen i Hockenheim lade sig hylde.
Mick Schumacher vandt i søndags Formel 3-klassen og kunne i på banen i Hockenheim lade sig hylde. Foto: DANIEL ROLAND
Vis mere

For at være 100 procent klart til at være der som en komplet racerkører, så er det nødvendigt at gå igennem alle de forskellige serier, fortæller han.

Formel 3 har en lang historie som værende niveauet lige under topklassen Formel 1. I 2017 etablerede man så Formel 2.

Sejren har også vakt genlyd i Formel 1, og det er blandt andre Mercedes-bossen Toto Wolff, der har været ude og rose Mick Schumachers triumf i Formel 3.

»Opmærksomheden var rettet mod den unge knægt lige fra begyndelsen, og han var under et stort pres. Det er ikke let at håndtere alt det - specielt hvis man ikke får den bedste start på sæsonen,« sagde chefen ifølge Daily Express.

Her ses Mick Schumacher med den finske Formel 1-kører Kimi Raikkonen.
Her ses Mick Schumacher med den finske Formel 1-kører Kimi Raikkonen. Foto: ANDREJ ISAKOVIC
Vis mere

Hans præstation i den anden halvdel af sæson har derfor været det mere imponerende. Han har vist, at han har det, der skal til, og at han kan blive en af de største i vores sport.

Også Michael Schumachers forgænger hos Ferrari, Gerhard Berger, har hyldet Schumacher Jr. og kan se mange ligheder mellem ham og hans far.

»Mick har Michaels racergener. Hvis han fortsætter med at levere præstationer som denne, så vil han også finde sin vej ind i Formel 1.«

Mick Schumacher var til stede på pisten, da hans far i slutningen af december i 2013 forulykkede på ski i Frankrig og slog hovedet voldsomt. Efter lang tid i koma blev Michael Schumacher i juni 2014 flyttet til en genoptræningsklinik. Få måneder senere blev genoptræningen foretaget fra hjemmet.

Michael Schumacher var ude for et voldssomt styrt tilbage i 2013 i Frankrig. Her ses han på ski i Italien.
Michael Schumacher var ude for et voldssomt styrt tilbage i 2013 i Frankrig. Her ses han på ski i Italien. Foto: VINCENZO PINTO
Vis mere

Flere medier har rapporteret om den 49-årige tyskers tilstand, men Schumachers manager udtaler sig ikke om mediernes beretninger herpå. Det seneste, der kom fra officiel side, var i december.

»Alle forstår situationen. Det er et spørgsmål om værdighed,« sagde Sabine Kehm til franske L’Equipe.