Kevin Magnussen toppede sin forrygende femteplads med flot hilsen til de mekanikere i pitten, som for to uger siden kostede ham endnu et topresultat.

Den danske racerkører kronede weekendens flotte præstationer med en næsten uvirkelig femteplads i Bahrain søndag aften. Men Kevin Magnussen huskede midt i al jublen også på, hvad der står øverst i motorsportens abc-håndbog.

Husk altid at dele din triumf med de mekanikere, der slider sig halvt ihjel weekend efter weekend, mens du selv ligger lunt og sover i din hotelseng.

Kevin Magnussen sendte nemlig en ekstra tak til de folk i pitten, der står for at afvikle hans pitstop. Danskerens gestus kom lige efter løbet over Haas-radioen.

»Godt arbejde alle sammen - især drengene på pitstop-holdet. Det var virkelig flot. Jeg er så stolt af jer,« sagde Kevin Magnussen efter en længere byge af ros fra hans chef-ingeniør Giuliano Salvi.

Samme Giuliano Salvi var hurtigt tilbage i radioen.

»Og vi er stolte af dig også. Flot kørt, min dreng,« lød det fra italieneren.

Herefter kom teamchef Günther Steiner så pludselig på radioen.

»Tak alle sammen.Tak Kevin for den flotte kørsel. Også til jer, der står for pitstoppet. Det var et flot comeback, tak,« sagde Günther Steiner.

Mens Kevin Magnussen sluttede som nummer fem, blev teamkammerat Romain Grosjean skuffende nummer 15.

Vinderen af løbet var Ferraris Sebastian Vettel med Valtteri Bottas og Lewis Hamilton lige efter.