Kevin Magnussen stopper i Formel 1 efter denne sæson. Det meddeler han til B.T.

»Jeg har ikke vundet racerløb i syv år, og det ville heller ikke ske i 2021, hvis jeg fortsatte i Formel 1. Derfor søger jeg nu nye udfordringer i andre klasser,« siger Magnussen til B.T.

Som man kunne læse i B.T. mandag har Haas F1 Team valgt at udskifte både Magnussen og hans teamkammerat gennem de sidste fire år, Romain Grosjean. Begge kørere har her til morgen meldt ud officielt, at de stopper hos Haas.

Magnussen har tidligere fortalt, at han kører Formel 1 for at blive verdensmester. På den måde sporten har udviklet sig under corona-krisen, hvor økonomiske problemer har tvunget en række teams til at se mere på kørerenes økonomiske opbakning end deres talent, er målet om at vinde VM ikke længere realistisk. Derfor vil han nye søge andre græsgange inden for motorsporten.

Foto: Josep Lago / Pool
Vis mere

»Kære alle. Formel 1 bliver min sidste sæson med Haas F1 Team,« skriver Magnussen på sine forskellige platforme på de scoiale medier.

»Jeg har haft en fantastisk tid med teamet og ser tilbage på en fantastisk rejse. At være en del af et helt nyt team har været en udfordring, som jeg virkelig har nydt, og som har givet mig en masse erfaring, der har hjulpet mig med at vokse og udvikle mig som kører«

Kevin Magnussen debuterede i Formel 1 ved Australiens Grand Prix 2014, hvor han besatte en sensationel andenplads. Da McLaren skulle finde plads til Fernando Alonso, blev den unge dansker offer for en intern magtkamp i teamledelsen, der sendte ham ud på reservebænken i 2015.

I 2016 skiftede han derfor til Renault, der gjorde comeback i Formel 1 og startede den genopbygningsfase, der foreløbig har gjort dem til et af de bedste teams bag de tre etablerede tophold. I 2016, da genopbygningsfasen kun lige var begyndt, indsatte Renault en forældet bil, som Magnussen brugte til at score syv af teamets otte VM-point.

Året efter skrev Magnussen kontrakt med Haas F1 Team, hvor han fik fire gode år med den samlede niendeplads i VM 2018 som højdepunktet.

Kevin Magnussen fortsætter for Haas i resten af 2020-sæson, og når således op på i alt 120 Formel 1-løb. Tre andre danskere har været til start i Formel 1: Kevin Magnussen far Jan (25 løb), Nikolas Kiesa (5) og Tom Belsø (2).

Magnussen junior har indtil nu scoret 158 VM-point. Kun hans far har også scoret point – et enkelt i 1998.

Kevin Magnussen skal nu finde et nyt racerjob, og han har den amerikanske IndyCar-serie som førsteprioritet.