Fire kørere mistede deres Formel 1-sæde efter 2020-sæsonen. Tre af dem satser på at bevare forbindelsen til motorsportens kongeklasse: Alexander Albon er reserve for både Red Bull og Alpha Tauri, Daniil Kvyat er reserve hos Alpine, og Romain Grosjean er klar ved telefonen, hvis der skulle opstå en stand-in-chance.

Det er ikke urealistisk midt i en verdensomspændende coronapandemi. Indtil nu har seks Formel 1-kørere været sygemeldt på grund af covid-19, så der kan sagtens blive brug for reserverne i de kommende måneder.

Den fjerde kører, der røg ud af Formel 1 efter sidste sæson, er Kevin Magnussen. Han er ligeglad med en reservetjans – han har med bemærkninger som »jeg er ikke interesseret i en on-off-indsats« nærmest smækket med døren til Formel 1.

Jeg kan på en måde godt forstå ham. Formel 1 har ikke behandlet Magnussen særligt godt. Det var ikke fair, at han efter den imponerende debutsæson hos McLaren i 2014 blev sendt ud på reservebænken. Det var nærmest en fornærmelse, at han kun blev tilbudt en etårig kontraktforlængelse efter at have scoret 88 procent af Renaults 2016-point. Og efter fire års knoklearbejde må det have været bittert at opleve en velhavende russisk rookie snuppe sædet hos Haas.

Men alligevel: Magnussen kunne godt have ladet døren til en reserveindsats stå på klem.

Det er ikke, fordi jeg drømmer om et langsigtet Formel 1-comeback til Magnussen – jeg er ikke i tvivl om, at hans karriere som fulltime Formel 1-kører er overstået. Men på den korte bane er der – specielt i en coronasæson – mulighed for at få svar på det centrale spørgsmål, hans hidtidige syv år i kongeklassen efterlader: Hvad kunne han præstere i en ordentlig bil?

Andenpladsen i debutløbet i Melbourne i 2014 gav nogle stærke antydninger, og det ville være fantastisk, hvis han kunne slutte Formel 1-karrieren med et enkelt eller to løb som stand-in i et bare mellemgodt Formel 1-team.

Ligesom da Nico Hülkenberg som Racing Point-reserve kvalificerede sig på tredjepladsen til jubilæumsgrandprixet på Silverstone sidste år. Eller som da George Russell som Hamilton-stand-in var tæt på at vinde Sakhir-grandprixet.

Bare lige et sidste hip med flaget for at vise, hvad det kunne være blevet til og dermed give Formel 1-eftermælet et effektivt løft.

Det er dobbelt ærgerligt, at Magnussen ikke er interesseret, for han er faktisk den af de fire kørere, der er røget ud, der mest fortjener en ny chance. Kvyat og Albon mistede deres sæder, fordi de igennem hele 2020 fik bøllebank af deres teamkammerater, henholdsvis Pierre Gasly og Max Verstappen. Hos Haas var Grosjean og Magnussen omtrent jævnbyrdige, men franskmanden er seks år ældre end danskeren og har de seneste år haft en til tider skræmmende fejlprocent.

Derfor: Hvis man som teamchef skulle finde en Formel 1-arbejdsløs kører med 2020-erfaring, ville Kevin Magnussen være det oplagte valg. Men han har altså på forhånd meldt fra – selvom hans IMSA-program efterlader masser af friweekender i de kommende måneder.

Hvad kunne Kevin Magnussen præstere i en ordentlig Formel 1-racer? Syv år i halv- og heldårlige biler gav aldrig svaret. Det er et spørgsmål, der altid vil plage både mig og hans mange loyale fans.

Ærgerligt!