Wafande synes, at det ser 'megasejt' ud, når folk er gode til at danse.

Derfor håber han da også, at han selv har en vis form for talent inden for genren. Han skal nemlig være med i 'Vild med dans'.

Det skriver TV 2, og i artiklen beretter sangeren, at han længe har drømt om at være med i det populære danseprogram.

I år har han så fået muligheden – og det er han tydeligvis glad for.

»Jeg glæder mig til at blive den vildeste flamencodanser,« fortæller han i et interview med mediet, hvori han også beretter, at han de seneste 20 år har holdt sig fra dansegulve.

I stedet har han været at finde i baren, siger han.

Det er endnu uvist, hvem den professionelle danser, der skal være Wafandes partner, er. Men 'Bare gi' mig et smil'-sangeren håber, at det bliver en høj person.

Han måler nemlig selv 198 centimeter i højden.

Wafande er den femte kendis, der er blevet afsløret til den kommende sæson af 'Vild med dans'.

Også skuespiller Merete Mærkedahl, radiovært Sara Bro, 'Tinka'-skuespiller Albert Rosin Harson og sangerinde Hilda Heick er blevet bekræftet som værende blandt de kommende nydansere.

Mens den fulde liste over nydansere stadig ikke er offentliggjort, er det sikkert, at blandt andre Silas Holst og Karina Frimodt vender tilbage til dansegulvet.

Derudover består holdet af professionelle dansere af: Morten Kjeldgaard, Asta Björk, Michael Olesen, Mille Funk, Jenna Bagge, Mie Martha Moltke, Thomas Evers Poulsen, Martin Parnov Reichhardt, Mads Vad og Malene Østergaard.

Programmet får premiere 2. oktober og vil løbe frem mod juleferien, hvor finalebraget finder sted. Hvordan den kommer til at forløbe, er endnu uvist grundet corona.