Lige knap en halv million mennesker følger hende på Instagram, hvor hun gavmildt deler ud af sin passion for mode.

Nu får Emili Sindlevs følgere også lov til at komme med hende på danseeventyr. Hun skal nemlig være med i 'Vild med dans'.

Det skriver TV 2, som i forbindelse med offentliggørelsen har talt med den 24-årige stylist og modeinfluencer.

Hun fortæller, at hun 'glæder sig helt sindssygt meget' til at være med. Det har nemlig været hende drøm, siden hun var helt lille.

Særligt de smukke kjoler, som programmet jo gør en dyd ud af, fascinerer hende.

»Jeg tænker, det bliver sjovt at følge mig, fordi tøjet er min ting. Jeg glæder mig til at have noget vildt tøj på og have referencer i mit tøj. Til Cher eller andre store kunstnere,« siger Emili Sindlev til TV 2.

Hvad dansen angår, er hun ikke helt grøn heller.

Selv om hun aldrig har danset professionelt, er hun nemlig altid at finde på dansegulvet, når hun går i byen, fortæller hun.

Hvem, hun skal danse med, er endnu uvist. Sikkert er det dog, at Silas Holst og Karina Frimodt vender tilbage igen i år.

Derudover består holdet af professionelle dansere af: Morten Kjeldgaard, Asta Björk, Michael Olesen, Mille Funk, Jenna Bagge, Mie Martha Moltke, Thomas Evers Poulsen, Martin Parnov Reichhardt, Mads Vad og Malene Østergaard.

Emili Sindlev skal konkurere mod radiovært Sara Bro, sangerinde Hilda Heick, musiker Wafande, vært og skuespiller Janus Nabil Bakrawi, 'Badehotellet'-stjerne Merete Mærkedahl, 'Tinka'-skuespiller Albert Rosin Harson og biolog Vicky Knudsen.

Programmet får premiere 2. oktober og vil løbe frem mod juleferien, hvor finalebraget finder sted. Hvordan den kommer til at forløbe, er endnu uvist grundet corona.