Da Wafande sidste år annoncerede, at han ville stoppe karrieren som sanger, havde han nok forestillet sig et lidt mere stille 2020.

Men sådan blev det ikke. 'Gi' mig et smil'-hitmageren fik pludselig masser af tid til at lave tv, og så havde han svært ved at sige nej. På godt og ondt.

Først tog han med en tur over Atlanterhavet i programmet 'Over Atlanten', hvor man mødte Wafande fra en knap så smilende side - noget han for nylig talte ud om til B.T.:

»Jeg føler desværre, at folk har misforstået mig en smule. Om det er programmets klipning, der er gået galt, eller om jeg var forkert på den, skal jeg ikke kunne sige,« sagde han og tilføjede med et grin:

Sanger Wafande til 'Vild med dans' pressemøde i København, tirsdag den 8. september 2020. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)
Sanger Wafande til 'Vild med dans' pressemøde i København, tirsdag den 8. september 2020. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) Foto: Emil Helms
Vis mere

»Når man sender folk over Atlanten uden særlig meget søvn og mad, så sker der nogle ting med temperamentet. Sådan tror jeg, de fleste mennesker ville have det, og jeg er altså to meter høj, så hvis du ikke putter mad i mig, så får jeg lyst til at kaste dig i vandet.«.

(Læs mere om Wafande og 'Over Atlanten'-dramet HER)

Siden har han været med i 'Toppen af poppen', og nu er han altså også med i 'Vild med dans'. Da B.T. møder ham på årets første 'Vild med dans'-pressemøde', griner han af sit lidt overraskende tv-år.

»Det havde jeg ikke set komme. Vi havde snakket lidt om, at jeg skulle lave lidt musikprogrammer, og jeg skulle jo for eksempel have lavet 'Voice Junior', som blev lagt ned. Men nej jeg havde ikke set det fulde tv-år komme.«

Sanger Wafande og Mie Moltke til 'Vild med dans' pressemøde i København, tirsdag den 8. september 2020. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)
Sanger Wafande og Mie Moltke til 'Vild med dans' pressemøde i København, tirsdag den 8. september 2020. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) Foto: Emil Helms
Vis mere

Han tilføjer:

»Det har været fedt med sine op og nedture hen ad vejen. Jeg omfavner bare det hele.«

I 'Vild med dans' skal han danse med Mie Moltke. Han er blevet spurgt før, men har ikke haft tid. Han har tidligere været inde og spille i showet og kender TV 2's husorkester, så nu hvor kalenderen var overskuelig, sagde han endelig ja.

»Jeg håber bare at hygge mig med det, men jeg er også et konkurrencemenneske og vil prøve at gøre det så godt, som jeg kan.«

Wafande afviser, at andre tv-programmer nu er kommet i vejen på grund af 'Vild med dans':

»Har du da nogen tilbud?,« spørger han med et grin.

I første omgang skal den 1 meter og 98 centimeter høje sanger lære at bevæge kroppen, som Mie Moltke befaler.

»Jeg er ret stivbenet, men vi har det sjovt. Det er længe siden, at jeg har grint så meget,« lyder meldingen efter første dansetime.