»Hun har stjålet mit hjerte.«

De fem ord satte gang i et virvar af rygter, da Wafande ytrede dem i et afsnit af tv-programmet 'Over Atlanten' tidligere på året.

Tyven, der havde stjålet den 37-årige musikers hjerte, var 'Diamantfamilien'-stjernen Katerina Pitzner, der ligeledes medvirkede i programmet.

Efterfølgende florerede rygterne massivt om, hvorvidt der var en spirrende romance i gang mellem de to, men den afviser Wafanda fuldstændig, da B.T. møder ham til et pressemøde forud for den kommende sæson af TV 2-programmet 'Toppen af poppen'.

Arkivfoto af Katerina Pitzner.
Arkivfoto af Katerina Pitzner. Jonas Skovbjerg Fogh

»Folk har det for vildt,« siger Wafande om kæresterygterne og fortsætter:

»Jeg ved ikke, hvad det er, folk skriver om os, men det er den største omgang fjolletobak, jeg nogensinde har hørt.«

I kom ellers tæt på hinanden i programmet. Hvordan står det til mellem jer?

»Der er ikke noget, der står til. Vi blev tætte under turen og er rigtige gode venner. Jeg er rigtig glad for, jeg mødte hende, men alt det, som folk skriver, passer ikke,« siger han og fortsætter:

Wafande afviser, at der er hold i rygterne om en romance mellem ham og Katerina Pitzner.
Wafande afviser, at der er hold i rygterne om en romance mellem ham og Katerina Pitzner. Liselotte Sabroe

»De skulle have spurgt nogen, der vidste noget om det, før de gik for godt i gang, for det er en omgang volapyk, det hele.«

Til spørgsmålet om, hvordan kærligheden generelt går hos musikeren, der har lagt karrieren som frontsanger på hylden for at fokusere på sin datter, er svaret kort og kontant:

»Jeg er single og ready to mingle,« siger Wafande og spørger efterfølgende efter denne journalists telefonnummer for at vise, at han altså vitterligt er klar til at mingle.

Wafande deltager i et af i alt syv kommende jubilæumsprogrammer af 'Toppen af poppen'.

Det første afsnit bliver vist 30. august klokken 20 på TV 2 og TV 2 Play.

Også Katerina Pitzner har tidligere følt sig nødsaget til at afvise, at hun og Wafande danner par.

Det gjorde hun i et Instagram-opslag tilbage i april, hvor hun skrev, at hun godt kunne forstå, at folk var overbeviste om, at de to var kærester, men at alting ikke var, som det så ud.

Hun understregede dog, at hun i Wafande havde fundet en ven for livet.

Se hele opslaget fra dengang herunder: