Nikoline er efterhånden kendt som en kunstner, der ikke er bange for at tage bladet fra munden, og nu har hun gjort det igen.

Hun er klar med et nyt nummer, som hedder 'Gourmet', og hvis ikke den hårdtslående tekst vækker opsigt, så skal videoen nok gøre det.

I den ses nemlig både Nikoline selv og en lille gruppe afklædte mennesker, blandt andre den gravide skuespillerinde Sara Hjort Ditlevsen og i et kort glimt en nøgen Lars von Trier, og i filmen er deltagerne scene efter scene i gang med de vilde sexeskapader.

På ét tidspunkt ser man eksempelvis Nikoline imellem benene på en kvinde, mens hun udfører oralsex på hende og kigger lige ind i kameraet. I en pressemeddelelse melder rapperen ud, at sangen er tænkt som et spark til den laveste fællesnævner.

Pressefoto: Manuel Alberto Claro.

»Jeg er perler for svin, og jeg er ikke kommet for at please med tomme kalorier. Imens nogen synes, det er upassende at tale om kunst i disse tider, synes jeg det er vigtigere end nogensinde,« lyder det fra hende som et stik til vores kulturminister, Joy Mogensen (S), der for nyligt blev kritiseret for at have et opsamlingsalbum som yndlingsplade.

Nikoline har desuden givet linket til videoen Joy Mogensens navn.

I teksten er det også meget klart, hvad rapperne mener om at sigte efter at gøre sig selv populær lige meget hvad.

'Succes og kvalitet er omvendt proportionalt / McDonalds har mange flere kunder globalt / end Mirazur, Geranium og Noma totalt / Fuck det! Flertallet vil have McD?! / Fuck det, jeg er gourmet!,« lyder det fra hende.

Pressefoto: Manuel Alberto Claro.

Også tidligere har rapperen været i karambolage med politikerne, da hun i 2017 udgav nummeret 'Flertallet er dumme', og man blandt andet kunne se forskellige politikere på målskiver og Nikoline med en pistol i hånden i videoen, der hørte til. I den nye video adresserer kunstneren spørgsmålet om den kvindelige seksualitet, fortæller hun.

»Med videoen viser jeg flydende seksualitet på en måde, som jeg helt klart synes har manglet. Samfundet har i årtusinder forsøgt at reducere og tæmme den kvindelige seksualitet til at være noget passivt modtagende med luder/madonna komplekser og systematisk udskamning,« udtaler Nikoline i pressemeddelelsen og uddyber:

»For mig er kvinden aktiv og vulkanisk. Fra ulmende feromon ekstase til eksplosiv og utæmmet vildskab. Vores seksualitet må, kan og er alt.«

Udover rapperen selv medvirker Sara Hjort Ditlevsen (kendt fra serien 'Perfekte steder'), Mathias Broe, Tinus De Shunard og Sara Helling.