To kvinder spiller nøgleroller i anklagemyndighedens sag mod Harvey Weinstein. En sag, der i disse dage bliver behandlet ved retten på Manhatten i New York.

Begge påstår de, at film-mogulen har udsat dem for seksuelle overgreb. Og begge bidrager de med detaljerede beretninger, der bestemt ikke er for sarte sjæle.

Siden mandag har den tidligere skuespillerinde Jessica Manns afgivet forklaring, skriver The New York Post.

Fra sin plads i retssalen har hun fortalt, at hun og Harvey Weinstein flere gange havde haft sex med samtykke.

Men to af gangene skete det mod hendes vilje, og det er derfor, hun er en del af sagen.

Sidste gang, Jessica Mann havde en seksuel relation til den i dag 67-årige filmproducer, var kort efter dennes mors død i november 2016.

»Han havde brug for at blive trøstet, og han kom til mig, fordi jeg forstod sorgen,« fortalte den i dag 34-årige kvinde tirsdag og uddybede, at hun selv havde mistet sin far året forinden.

Hun forklarede for retten, at filmproduceren lå nøgen i sin seng, da hun ankom.

»Jeg tror, han onanerede foran et spejl, og så placerede han sig (sit lem, red.) i min mund. Det var anden gang nogensinde, der kom væske ud. Det frastødte mig,« forklarede hun.

Hun fortalte videre, at sæden smagte sært på grund af den medicin, Harvey Weinstein tog mod erektionsproblemer.

Under sin vidneforklaring græd Jessica Mann ifølge New York Post flere gange. Hun fortalte desuden, at hun tidligere på ugen fik et panikanfald på grund af sagen.

Onsdag fortsætter afhøringen af kvinden, som ifølge Harvey Weinsteins forsvarere udnyttede film-mogulen og nød fordelene ved at kende ham.