»Jeg var skide ked af det.«

Sådan lød ordene forleden fra Preben Kristensen, som til B.T. fortalte, hvor hårdt ramt han og de to andre i Linie 3 var, da de i slutningen af 90'erne nærmest blev lagt for had af de unge standupkomikere. Anført af ikke mindst holdet bag ‘Casper & Mandrilaftalen’ og deres parodier på den populære trio.

Men nu undskylder den ene af de dengang unge komikere.

‘Det var ment som en art hyldest, ikke som en vrængende udlevering,’ kommer det fra Lasse Rimmer, som var en tredjedel af det ‘Mandrilaftalen’-hold, der stod bag Linie 3-parodierne.

I et opslag på Instagram understreger han, at han selvfølgelig kun kan tale for sig selv, men at der hverken var den store eller dybere mening bag indslaget.

‘Vi syntes bare, det var sjovt at lave en bevidst dårlig parodi på de sidste to årtiers største folkelige comedysucces,' skriver han videre.

Men det var altså knap så sjovt at være dem, det gik ud over.

»Vi blev prygelknaberne,« sagde Linie 3 til B.T. om tiden, hvor det tilsyneladende lå i comedyluften, at Linie 3 var dem, det var cool at gøre nar af.

Casper & Mandrilaftalen var et kultprogram, da det blev sendt i slutningen af 90erne. Og hverken Casper Christensen, Frank Hvam eller Lasse Rimmer havde ret mange filtre på, når de gjorde grin med andre.
Casper & Mandrilaftalen var et kultprogram, da det blev sendt i slutningen af 90erne. Og hverken Casper Christensen, Frank Hvam eller Lasse Rimmer havde ret mange filtre på, når de gjorde grin med andre. BENT MIDSTRUP

En trend, der hurtigt bredte sig til medierne, som pludselig også begyndte at tage afstand til den populære trio og deres folkelige succes.

»Jeg blev oprigtig ked af at se, at det arbejde, vi havde lavet og brugt meget energi på at lave ordentligt, nu bare var lort,« sagde Preben Kristensen i interviewet med B.T.

At have bidraget til det har Lasse Rimmer det skidt med i dag.

I sit opslag på Instagram lægger Lasse Rimmer nemlig ikke skjul på, at netop Linie 3 var blandt de allerstørste inspirationskilder, da han var dreng.

‘Da jeg var 11-12 år, kunne jeg Linie 3's shows udenad. Jeg tror stadig, jeg kan det meste af ‘Borten Med Vesten', hvis nogen satte vinylen på en pladespiller den dag i dag,’ skriver han og nævner udover Linie 3 både Tommy Kenter, Jesper Klein, Jess Ingerslev og Eddie Skoller som nogle af dem, hvis talent han 'ville give en arm for at besidde'.

Mandag fik Linie 3 overrakt den nystiftede ærespris 'STORM Prisen' for - som det lød i begrundelsen - ‘i kraft af deres årelange virke og bidrag til dansk komik har rykket ved og medvirket til en udvikling i den svære kunst at få folk til at grine’. Og, kunne man tilføje, at have inspireret andre. I hvert fald Lasse Rimmer.

‘Så helt officielt: For mig var det altså født af de år, hvor jeg hørte Linie 3’s shows om og om igen på mit syv kvadratmeter store drengeværelse i præsteboligen nord for Køge. Og ikke af så meget andet.’

B.T. har forgæves forsøgt at få en uddybende kommentar fra Lasse Rimmer.