Stedet er fundet. Bandet er booket. Invitationerne sendt ud. Lasse Rimmer glæder sig helt vildt, til at han i slutningen af august kan kalde sin elskede 'min kone'.

Men glæden står ikke alene. I skyggen af den store dag står smerten. Over at vide, at kærligheden er på lånt tid, at sætningen 'til døden os skiller' er helt bogstavelig.

»Den sætning betyder jo, at vi lover hinanden at være der, hvis den anden dør først. Og vi ved, at det er mig, der kommer til at være der, og hende, der kommer til at gå bort.«

Ordene er ikke nemme for ham at sige. Stemmen knækker over. Det ellers faste blik inde bag brillerne flygter i neutral sikkerhed.

Når de stærke følelser pludselig hænger uden på den ulasteligt klædte 47-årige standupkomiker, skyldes det hans nye show 'Færre end 3'.

Ikke fordi det er et show, man skal gå og græde over. Tværtimod. Men fordi det, som han kalder showets understrøm, er dybt alvorligt. Næsten dødsensalvorligt.

'Færre end 3' er nemlig med hans egne ord det mest personlige til dato. Og vigtigste nogensinde.

For det handler om hans eget liv de seneste fem år. En periode, hvor han brød med sin tidligere kæreste og fandt sammen med en ny, den 20 år yngre Line Hoffmeyer. Hende, han snart kan kalde sin kone.

Line Hoffmeyer og Lasse Rimmer blev gift i august 2019.
Line Hoffmeyer og Lasse Rimmer blev gift i august 2019. Foto: LINDA KASTRUP
Vis mere

Men det er en kærlighed med udløbsdato. Det er den, vi taler om, da Lasse Rimmers stemme knækker, og han bukker under for sine følelser.

Man skal ikke kigge længe på billeder af Lasse Rimmer og hans udkårne for at fornemme, at de er lykkelige. Elsker hinanden højt.

Når deres kærligheden er på lånt tid, er det, fordi Lines liv er det. Og det er det, der er den alvorlige understrøm i hans nye show.

»Vi er ikke ude i navlepilleri,« understreger han og fortsætter med et smil:

»Jeg er ikke dum nok til at tro, at jeg kan stå og tale om mig og min kæreste, og at det er noget, som andre gider høre om.«

»Så selv om showet indeholder konkrete ting fra vores privatliv, har det meste noget fællesmenneskeligt i sig. Overordnet handler det om at lære et andet menneske at kende.«

Men i Lasse Rimmers tilfælde et andet menneske, som ved, at livet er kort.

Det var i 2015, at deres hjerter gik i brand. Men Line Hoffmeyers havde kun levet tre år i hendes krop.

Hun blev født med et sygt hjerte, et for stort hjerte, og hun blev medicineret, frem til hun i 2011 som 19-årig fik indopereret en pacemaker. Men kort før jul det år faldt hun død om.

»Pacemakeren startede først hendes hjerte i tredje forsøg,« fortæller han om det, der katapulterede Line Hoffmeyer helt op i toppen af transplantations-listen.

»Hun var så heldig, at der kun gik et par måneder, før der var en tragedie, som gav hende en chance til. Og i al den tid, jeg har kendt hende, har hun antaget, at dét er den ekstra chance, som hun har fået i livet.«

Det er et stærkt hjerte. Et sundt hjerte, der bor inde i hans kærestes unge krop. Men kroppen er stadig skrøbelig.

Dagligt tager hun medicin for at forhindre, at kroppen prøver at afstøde det fremmede organ. Men medicinen nedsætter samtidig hendes immunforsvar, hvilket gør hende sårbar over for den mindste infektion.

»Jeg har aldrig brugt så meget håndsprit,« smiler han om de livsvilkår, der nu er blevet en del af hans eget.

At det liv skulle udgøre en understrøm i et nyt show, vidste Lasse Rimmer allerede for to år siden.

Det var ikke et forsøg på selvterapi, men noget, der måske lignede. For der var ting, han havde behov for at sige højt. Som nu det med 'til døden os skiller'.

Parret skal giftes i slutningen af august.
Parret skal giftes i slutningen af august. Foto: LINDA KASTRUP
Vis mere

Modsat sin kæreste er Lasse Rimmer et meget talende og følsomt menneske, som gerne blotter sit inderste.

Derfor er det blevet et show, der både fortæller og underholder på samme tid.

»Der er alvorlige emner på spil, men først og fremmest er det meningen, at man skal grine,« understreger han.

Men én følelsesmæssig knast kæmper han stadig med. Ikke mindst de dage, hvor hans kæreste sniger sig ind og sætter sig bagest i salen. For så er det som at tale direkte til hende.

»Der er vanskelige ting, jeg har måttet sætte ord på og været nødt til at øve mig i at sige igen og igen for ikke selv at komme til at græde,« siger Lasse Rimmer bevæget.

»Og det er sårbart. For hvis jeg først hiver for meget i den tråd, i den ende af garnet, har jeg pludselig trevlet hele trøjen op.«

»Så jeg er nødt til at lade tråden dingle en smule. For ellers kan jeg bruge hele livet på at være ked af, at døden kommer, og så får jeg ikke levet.«

Lasse Rimmer flytter atter blikket væk. Ud i neutral sikkerhed.

Han og Line taler kun sjældent om at være kede af det. Det er en beslutning, de har truffet sammen.

Hun er – for det meste – usentimental omkring de livsvilkår, der er hendes. Og hans. For hende skal det liv, hun har fået, leves. Fuldt ud. Det skal ikke tales ihjel.

»Men når hun en sjælden gang bliver ked af det, er det over, at der er en grænse for, hvor meget hun får af det, som hun elsker. At være festens hjerte, at være sammen med mennesker.«

»I modsætning til hendes jævnaldrende har hun ikke 60-70 år mere at gøre det i. Og når vi taler om det, bliver jeg virkelig også ked af. For det kan godt være, at jeg får alle festerne. Men hun er er der ikke.«

»Undskyld,« siger han så. Overmandet af sine følelser. Trækker vejret helt ned i maven.

»Forhåbentlig er der 20 til 35 år til den dag. Og måske fylder den del kun et par minutter i showet.«

»Men det var dér, at der virkelig gik op for mig, at når man bliver gift, lover man at være sammen, til døden os skiller.«

»Og selv om det er mig, der er den ældste, taler sandsynligheden for, at det er mig, der kommer til at være der, og hende, der kommer til at gå bort.«

Begge håber de inderligt, at Lines hjerte holder længe. Længere end statistikkens 16 år. Men de ved det ikke.

Og det er den skygge, der kan kaste sig ind over dem og deres kærlighed, når de i slutningen af august siger ja til at leve sammen i medgang og modgang.

Men ordene 'til døden os skiller' kommer ikke til blive sagt.

»Vi skal giftes borgerligt, og det gode ved det er, at så kan man finde en anden måde at formulere det på,« smiler han. Næsten triumferende.

»Det skal først og fremmest være en fest. Vi glæder os helt vildt.«

Lasse Rimmers nye show, 'Færre end 3', havde premiere i København 26. april og kan de kommende måneder opleves i det meste af landet.