Joe Rogan har offentligt opfordret unge mennesker til ikke at lade sig vaccinere mod corona, og nu er han selv blevet testet coronapositiv.

Ikke nok med det, så er komikeren og UFC-kommentatoren også begyndt at tage den omstridte medicin Ivermectin i forsøget på at blive rask igen.

Medicin, der er omstridt, fordi den slet ikke er lavet til mennesker, men til behandling af orm og parasitter i heste og køer.

Den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, var så sent som i slutningen af august ude at advare mod medicinen, som mange amerikanere fejlagtigt har benyttet for at blive helbredt eller for at forebygge coronavirus.

'Du er ikke en hest. Du er ikke en ko. Seriøst, alle sammen. Stop det,' skrev FDA på Twitter og advarede om, at medicinen kan være giftig for mennesker.

Joe Rogan.
Joe Rogan. RONALD MARTINEZ

Men advarslen har altså tilsyneladende ikke gjort indtryk hos Joe Rogan.

Han har selv bekræftet på sin Instagram, at han er blevet smittet med corona, og at han har taget en masse medicin for at få det bedre – deriblandt altså ormekuren mod parasitangreb.

'Jeg tog alt det medicin i tre dage, og nu har jeg det meget bedre,' siger han i en video på det sociale medie, hvor han lister al medicinen, han har taget, op.

54-årige Joe Rogan fortæller også i sin video, at han blev testet positiv for coronavirus efter at have døjet med træthed og hovedpine.

Han isolerede sig herefter fra sin familie og proppede sig som sagt med medicin, hvilket han altså påstår har virket.

Det er ikke første gang, Joe Rogan vækker opsigt med kontroversielle udmeldinger om corona.

Han har blandt andet kritiseret coronapas, og i april advarede han for eksempel unge mennesker mod at tage vaccinen:

»Er du en rask person? Så lad være med at gøre noget dumt. Du skal selvfølgelig passe på dig selv, men hvis du er rask, træner og ung, så behøver du ikke at bekymre dig om det her (corona, red.),« sagde han i sin podcast.

Joe Rogan blev efterfølgende kritiseret massivt for sin udtalelser og måtte derfor krybe til korset med en undskyldning:

»Jeg er ikke læge, men et fjols. I skal ikke tro på mine informationer. Jeg siger bare, hvad jeg mener. Men jeg er ikke anti-vaxxer, og jeg opfordrer folk til at blive vaccineret. Mine forældre er vaccineret. Jeg sagde bare, at jeg ikke tror, at vaccinen er nødvendig for unge, raske mennesker.«