11.000 kroner.

Sådan lød bøden, som det kvindelige norske strandhåndboldlandshold for nylig fik af EHF – det europæiske håndboldforbund – fordi de nægtede at spille i de obligatoriske trusser ved EM i strandhåndbold.

Miseren er gået verden rundt – med overvældende støtte til de norske kvinder. Og nu har en lettere uventet stemme meldt sig på banen og tilbudt at betale bøden – nemlig popstjernen Pink.

'Jeg er meget stolt af det norske kvindelige strandlandshold for at protestere mod de yderst sexistiske regler for deres 'uniform'.'

'Det europæiske håndboldforbund burde få en bøde for sexisme. Godt gået, kvinder. Jeg vil med glæde betale jeres bøde. Fortsæt det gode arbejde,' har hun skrevet på Twitter.

Om nordmændene takker ja til tilbuddet, er mere usikkert.

Kvinderne var i hvert fald godt forberedte på, at de ville modtage en bøde, da de valgte at stille op i shorts. Noget, der ellers kun er tilladt for mændene. Kvinderne skal i stedet spille i trusser ifølge reglerne.

»Vi kendte til reglerne og var forberedte på en bøde, men jeg synes, det er lidt urimeligt og uklogt at give en bøde til en flok kvinder, der kæmper for lige rettigheder,« har præsidenten i det norske håndboldforbund, Kåe Geir Lio, udtalt til VG.