Nu sker det. 21. april får restaurationsbranchen igen lov til at åbne dørene for gæster, men spørger man kendiskok Umut Sakarya, så bør man slå koldt vand i blodet.

»Vi sidder lige nu og er ved at regne ud, hvad der kan betale sig for os,« siger han, da B.T. taler med ham.

Første skridt for ham består af to ting: Han vil undersøge, om man kan uddanne sit eget personale til at foretage coronatest, og så skal han finde ud af, hvor mange gæster hans restauranter egentlig kan have.

»Det vil være helt optimalt, hvis vi kan coronateste selv. Så er det ikke et problem, hvis gæster har glemt at blive testet, når de kommer,« siger Umut Sakarya og henviser til påbuddet om et coronapas for at besøge liberale erhverv som restauranter og frisører.

Umut Sakarya er totalt klar på at åbne igen. Dog slår han koldt vand i blodet.
Umut Sakarya er totalt klar på at åbne igen. Dog slår han koldt vand i blodet. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Samtidig har han forhørt sig med kommunen allerede tirsdag for at høre, om det er muligt at bruge parkeringspladser til udeservering. Kan man kun bruge fortovet, er det svært for ham at se, at det vil kunne betale sig.

Der vil simpelthen være plads til for få gæster – desuden forudser han også, at det danske forårsvejr kan blive en udfordring, når kravet er, at al servering skal foregå udendørs.

»Vi har selvfølgelig allerede godt gang i takeaway, men det bliver meget få pladser, vi kan have,« siger han.

Dog er han alligevel meget glad for, at der sker noget. Det har været længe ventet.

»Det er en god nyhed, men man skal lige trække vejret og trykke på lommeregneren,« siger Umut Sakarya og fortsætter:

»Vi ved jo heller ikke, om det trækkes tilbage. Det er ikke utænkeligt.«

Til sidst fortæller han, at han og kollegaerne arbejder med at finde en god løsning til at klare smitteopsporingen, hvis det skulle ske, at en smittet besøger et af hans spisesteder.

Det vil blive noget med at få et telefonnummer på alle besøgende, forklarer han.

Kendiskokken ejer både Guldkroen, Guldgrillen og Guldkebab, der ligger i København. Desuden stiftede han i februar 2019 Guld ToGo, der er en takeaway-virksomhed.