»Jeg skulle ikke have været så naiv at lytte til de rygter, han havde spredt.«
Søndagens afsnit af 'Hjem til gården' blev det allersidste for 65-årige Stig Ørebek Pedersen, der faldt for meddeltageren Mikkel Svendsens veltilrettelagte bluff og måtte forlade TV 2-programmet efter en tvekamp, hvor han ellers burde have haft overhånden.
Desværre havde de to deltagere ikke haft særlig meget tid til at lære hinanden at kende – så først da de endte i kæmperhytten natten op til duellen, fandt Stig Ørebek Pedersen ud af, hvad Mikkel Svendsen laver til daglig.
Og så vidste han, han havde taget et rigtig dumt valg.

»Jeg havde det rigtig træls. Jeg var slet ikke klar til at ryge ud. Jeg havde ikke vist nok af mig selv. Men sådan er reglerne. Sådan vil alle have det, når de ryger ud,« siger den 65-årige efterlønsmodtager og tidligere sælger.
I 'Hjem til gården' skal 14 deltagere leve det simple og selvforsynende liv og bygge et lille bondesamfund op uden moderne hjælpemidler. Hver uge skal samfundets overhoved, storbonden, udvælge en kæmper, der herefter skal pege på sin egen duellant i en kamp om overlevelse.
Mikkel Svendsen havde peget på Stig Ørebek Pedersen, som til gengæld kunne vælge, om de skulle dyste i 'teknik', 'styrke' eller 'viden'. I sidstnævnte ville de skulle memorere informationerne i den såkaldte bondebog, som ligger på gården som en guide til deres nye liv som selvforsynende.
»Der var jeg for naiv og godtroende og røg i med begge træsko. Mikkel havde givet udtryk for, at han kunne det hele fra bondebogen, og det rygte spredte han til alle – også til mig – og så tænkte jeg, at det nok ikke var det, jeg skulle vælge,« siger Stig Ørebek Pedersen, der derfor valgte 'teknik'.

Men Mikkel Svensen havde løjet. Han var ikke særlig skarp i bondebogen, som han til gengæld havde forsøgt at lægge så meget beslag på i løbet af dagen, at Stig Ørebek Pedersen ikke kunne nå at læse op på den og derfor ville vælge en anden kategori.
Og så arbejder Mikkel Svendsen i øvrigt som møbelsnedker. Et job, han aldrig havde fortalt Stig Ørebek Pedersen om.
»Det fandt jeg først ud af, da vi kom ud i hytten, hvor vi skulle overnatte inden tvekampen. Der var vi kun os to, så der fik vi for første gang en rigtig god snak og lærte hinanden rigtig godt at kende, og der fortæller han så, at han er møbelsnedker. Der tænker jeg bare: 'Shit!' Jeg har jo valgt teknik, så det ville bare blive det rene … ned i jorden.«
Og i tvekampen viste det sig da også, at Mikkel Svendsens snedkerevner ville komme til sin ret. Her skulle duellanterne bygge en gangbro af brædder ved at tegne, udregne og save sig frem.
Og den tabte Stig Ørebek Pedersen – men, til sin egen store overraskelse, kun knebent.
»Jeg er ingen møbelsnedker, men jeg kan godt bruge en sav, så det blev heldigvis en lige kamp og ikke så pinligt for mig,« siger den nu tidligere deltager, der kun fortryder én ting ved sin deltagelse.
»Jeg skulle have valgt viden, for så er jeg sikker på, jeg havde taget ham. Men man kan altid være bagklog. Det var en fed oplevelse, og jeg har lært utrolig meget om mig selv. Og det var et af formålene med at være med.«