Johanne Havshøj er en kvinde efter Umut Sakaryas hoved.
Under teksten: 'Altså, hvor heldig har man lov til at være?' har han lagt en række videoer på Instagram af sin kæreste, der med god appetit spiser. Pasta. Kebab med fritter. Og kylling med fingrene.
Når man er sammen med en mand, der har gjort begejstringen for flæskesteg og sovs til sin levevej, kan man selvfølgelig ikke være en kostforagter.
Det er et år siden, de to mødtes på hans restaurant, hvor fælles venner introducerede dem for hinanden. Det er vigtigt for ham at få sagt, at hun var først til at tage kontakt. Men uanset hvem der tog teten, er faktum, at de i dag bor sammen i en lejlighed på Nørrebro, og at han er 'meget, meget glad for hende'.
Hun er 23, han er 31 år, og de passer perfekt sammen, synes han:
»Jeg går ikke op i hendes alder, eller om hun barberer ben. Jeg går op i, om hun er glad, når hun vågner om morgenen, og i, at vi har et trygt og glad hjem.«
Ud over mad har de en fælles svaghed for tv-programmet 'Luksusfælden', og så har hun en sund begejstring for guld. Det glæder tyrkeren i ham – og hans mor:
»Hun kan godt lide at gå med guld. Min mor kan godt lide at give hende guld. Det er snart for meget,« griner han.
Til daglig læser Johanne Havshøj på Aarhus Universitet og er en kvinde, der er vant til at diskutere. Det er nyt – og sundt – for Umut Sakarya.
»Hun har holdninger og meninger om ALT. Jeg er varmblodet. Men hun er sådan: 'Fald lige lidt ned' og 'Er du nu sikker på det?'.«
»Jeg er vant til at sige, hvad jeg mener – og så gå. Men i stedet for bare at sige: 'Luk røven', tvinger hun mig til at sige 'Jeg synes, …'. Jeg har skullet lære at argumentere for mine meninger. Jeg hader at blive sat på plads, men en sund dialog er godt for mig.«
De to mødte hinanden for et år siden på et tidspunkt, hvor den 31-årige kok havde mistet glæden.
Han ejede Guldgrillen og Guldkroen på Nørrebro, han havde åbnet to kebab-restauranter, han havde sit eget sjus-firma, sit eget tøjmærke, havde udgivet en kogebog, deltaget i diverse tv-programmer og havde sågar planer om at åbne et taxaselskab. Men han var ikke længere glad – sådan helt ind i kernen.
»Jeg opdagede, at jeg har en grænse for, hvor meget jeg kan præstere, og at jeg havde overskredet den grænse for længe siden. Jeg gjorde meget for andre og alt, alt, alt for meget for min forretning, men jeg havde mistet mig selv på vejen.«
Det seneste år har han brugt på at skære ned og skære fra, vælge mellem de ting, der gør ham glad, og de ting, han kan undvære. Kæresten har været ved siden af ham hele vejen, og der må hun godt blive ved med at være:
»Det var vildt for hende at komme ind i mit liv, da det var mest turbulent. Både med corona og pis og papir, men også med mig, der var i forandring. Men når hun har overlevet dét, kan hun klare alt.«
