Set i bakspejlet er Umut Sakarya glad for, at han ikke stolede på den danske stat. Ellers var det måske gået endnu værre, fortæller kendis-kokken, som nu har måttet lukke sin restaurant ned på ubestemt tid.

Siden corona-pandemien og statsminister Mette Frederiksen i forening lukkede Danmark ned i marts, har den 30-årige Guldkroen-ejer og tidligere 'Vild med dans'-deltager udelukkende solgt sin stegte flæsk som takeaway

Og det er egentlig gået meget godt. Så det er ikke på grund af manglende efterspørgsel, at han fra mandag har besluttet at lukke Guldkroen, fortæller han til B.T.

»Vi kan godt mærke, det påvirker de ansatte, at de går på arbejde uden at have kontakt med gæsterne. Man har jo et arbejde efter de ambitioner, man har, så det er svært at holde motivationen. Så vi har sendt dem hjem med løn, og så venter vi og ser, hvad der skal ske,« siger han.

Guldkroen ligger på Nørrebro i København.
Guldkroen ligger på Nørrebro i København. Mads Joakim Rimer Rasmussen

Samtidig er det dyrt at køre restauranten videre på lavt blus. De faste udgifter fortsætter, og når man sælger madvarer, er forbruget så højt, at restaurationerne plejer at hente det tabte hjem på drikkevarer, fortæller han.

Og dem er der ikke blevet solgt mange af, mens Guldkroen har levet af takeaway.

Ejeren fortæller, at han selv har lagt penge i firmaet for at kunne betale dets regninger 1. maj. Sådan kan Guldkroen holde sig oven vande en måned eller to, vurderer han. Inden da håber han dog, at regeringen lader landets restaurationer åbne.

»Folk må gerne gå til frisør, og i Føtex må der være 800 mennesker, men vi får ikke engang lov at lukke folk ind med forbehold og afstand. Jeg forstår det ikke. Men okay, jeg er ikke professor i virus, så jeg vil ikke kloge mig. Jeg ved bare, at økonomisk straffer det virkelig mange,« siger han.

Det er slut med stegt flæsk fra Guldkroen på ubestemt tid.
Det er slut med stegt flæsk fra Guldkroen på ubestemt tid. Mads Joakim Rimer Rasmussen

Alligevel er Umut Sakarya glad for, at han ikke lod sig lokke af regeringens hjælpepakker og fyrede sine ansatte for at få del i midlerne.

»Jeg stoler ikke på en stat. Jeg vil gerne selv bidrage og hjælpe andre, men at lukke øjnene og vide, at min skæbne ligger i andres hænder, det gider jeg ikke. Vores ansatte skal jo betale husleje, så vi kan ikke fyre dem. Og nu kan man se, at dem, der stolede på, hvad der blev sagt på tv, og som har afskediget deres medarbejdere for at få en hjælpepakke, de står med kæmpe gæld og ingen hjælp. I mellemtiden er der jo kommet en million forskellige krav,« siger han.

Han fremhæver blandt andet, at man ikke må have haft underskud i seneste regnskabsår, men at det er vilkårene for mange forretninger, at man stifter gæld og investerer for at tjene mere næste år.

»Vi er heldige, fordi vi har kapital, men jeg kender mange andre, der har gjort, som regeringen har sagt, og de har ikke fået en krone. Jeg kender ikke én i branchen, der har fået del i hjælpepakkerne, og jeg kender altså rigtig mange mennesker. Jeg bliver hidsig, når jeg hører deres historier. Det er sgu da ærgerligt,« siger Umut Sakarya og fortæller, at han kender tre, der må gå konkurs i næste måned.

Umut Sakarya.
Umut Sakarya. Niels Ahlmann Olesen

Dér tror han dog ikke, Guldkroen ender.

Umut Sakarya spår 'et blodbad i dansk erhvervsliv', når der skal betales regninger og lønninger 1. maj.

»Men det vil nok få regeringen til at se, at restaurationer bliver nødt til at åbne i løbet af maj måned, hvis der ikke pludselig skal være en masse arbejdsløse, som jo også bliver dyrt for staten.«

Umut Sakarya ejer også Gonggong, Guldgrillen og Guldkebab, som fortsat vil levere takeaway.