Hun har blankt erkendt, at det valg, hun for årtier siden traf om at leve livet som 'landevejsrøver', har haft en pris. Ikke mindst da hendes søn var lille. Men i en alder af 77 år har hun fået mulighed for at tage revanche. Med den næste generation.
»Fordi mit arbejde i dag ofte er studiearbejde eller som kommentator, er jeg meget mere i Danmark, end jeg var i gamle dage. Så jeg er tit sammen med dem her, eller også besøger de mig,« siger Ulla Terkelsen med et smil på læben og tilføjer så:
»Det er en stor glæde at have børnebørn, for der bliver trykket på nogle erindringsknapper. Man husker ting, fra da man selv havde et lille barn.«
Hendes børnebørn, Alma og Storm, bor på Amager og er nu 11 og syv år. Hun elsker dem højt. Men elsker også at kunne aflevere dem igen uden at få dårlig samvittighed.

»At være bedsteforælder er meget ansvarsfrit. Hovedansvaret ligger hos forældrene. Det er ikke mig, der skal huske, at de skal til tandlæge. Så man kan bare læne sig tilbage og nyde det,« siger hun veltilfreds.
Men ikke desto mindre nyde i afmålte doser. For Ulla Terkelsen kan godt mærke, at hendes børnebørn har meget om ørerne. Næsten for meget.
»De går i skole, har legeaftaler, skal se den nye film om den der tværstribede ninja. De har virkelig meget at lave. Og det skal ikke være en forpligtelse at være sammen med mig.«
»Men sådan, som vi har det, ser det ud, som om de har det dejligt, når de er sammen med mig. Og jeg har det dejligt, når jeg er sammen med dem,« siger Ulla Terkelsen, som i dag bor i Sydfrankrig, men ofte er i Danmark i forbindelse med sit job på TV 2.
»Fordi jeg bor, hvor jeg bor, indgår jeg ikke i et fast afhentningsskema. Men jeg føler ikke, at jeg svigter noget eller nogen,« understreger hun.

Ulla Terkelsen har da heller ikke nogen overvejelser om at flytte hjem til Danmark. Heller ikke selvom kredsen af de allernærmeste svinder ind.
Senest mistede hun under pandemien et af de mennesker, der var allertættest på hende. Nemlig sin storesøster. Hvilket stadig er smerteligt for hende.
»Hun var jo et livsvidne. Hver gang, nogen falder væk, falder der en væk, som man har delt en årrække med,« siger Ulla Terkelsen med bekymringsrynker i panden. Og smiler så hurtigt igen:
»Men jeg har heldigvis stadig mange, som jeg har kendt hele mit liv. De er ikke døde allesammen. Der er stadig nogle, jeg kan tale med om gamle dage.«
Og nye venskaber er også kommet til.
»Jeg har det så godt der, hvor jeg bor. I en lejlighed på Rue d'Antibes i Cannes. Alt ligger lige rundt om hjørnet. Jeg har en god ven og veninde dernede. Har nok til at holde den gående.«
»Så jeg går ikke med tanker om at komme hjem. Når jeg gør, kan det være, at det bliver i en kiste. Eller når jeg skal på plejehjem. Det vil næppe være sjovt at ligge og bøje franske verber på et plejehjem dernede. Så er det trods alt nok bedre at være her.«
Ulla Terkelsen er aktuel med bogen 'Øst for paradis'.

