Mange kender hende som den kompetente udenrigskorrespondent, der den ene dag rapporterer fra det amerikanske valg og den næste fra London om det britiske kongehus.

Men 76-årige Ulla Terkelsen har også en vild side. Og hun har bestemt ikke holdt sig tilbage med seksuelle tilnærmelser til det modsatte køn, skriver Se og Hør.

»Jeg har haft massevis af seksuelle affærer med kolleger på alle de arbejdspladser, jeg har været på. Folk, jeg har rejst med, Gud og hver mand,« fortæller Ulla Terkelsen ifølge Se og Hør i sin nye samtalebog 'Den eneste gyldige grund til ikke at møde op er, at du er død', som hun har lavet med Ghita Nørby.

I bogen taler de to damer om alt fra sex til død og børn. Blandt andet fortæller Ulla Terkelsen, hvordan hendes søn Nicholas, som hun har med en britisk journalist, på et tidspunkt mente, at hans nye stedmor var mere interesseret i ham, end hans egen mor.

De to kvinder kommer også ind på, at de ikke selv har haft problemer med mænds tilnærmelser, men at de tværtimod har gjort brug af det. Ifølge Ulla Terkelsen skyldes det blandt andet, at hendes generation havde for travlt med at være frigjorte i forhold til sex.

I september fortalte Ulla Terkelsen også i et interview i Alt for damerne om sit syn på MeToo-problematikken. Interviewet var dog lavet, før MeToo tog fat herhjemme efter Sofie Lindes tale.

»Gudskelov har der da været en masse mænd, der har forsøgt at forføre mig! Og mange med stort held! Men det har jeg aldrig været fornærmet over. Det var da meget naturligt, jeg så jo vanvittig godt ud,« lød det dengang fra den kendte journalist.

Og allerede som ung havde Ulla Terkelsen et afslappet forhold til sex. Det fortalte hun om i bogen 'Vi kan sove i flyvemaskinen'.

Ulla Terkelsen ses her i sin yngre dage, da TV2 blev åbnet i 1988. Fra venstre: Samuel Rachlin, Allan Silberbrandt, Anders Krarup, Ulla Terkelsen, Jørgen Schleimann, Lars Mandal, Jens Møller og Jan Jørgensen.
Ulla Terkelsen ses her i sin yngre dage, da TV2 blev åbnet i 1988. Fra venstre: Samuel Rachlin, Allan Silberbrandt, Anders Krarup, Ulla Terkelsen, Jørgen Schleimann, Lars Mandal, Jens Møller og Jan Jørgensen. Foto: TV2
Vis mere

Her fortalte den kendte reporter, at hun allerede i gymnasiet var vild og brugte meget makeup. Det var også i de år, at hun begyndte at dyrke sex.

»Jeg kunne nemt have fået et alkoholproblem eller et sløset forhold til sex. Det vil nogen sikkert mene, at jeg faktisk har haft i perioder. Men jeg tror alligevel, at mit ambitionsniveau altid har været så højt, at det aldrig kunne gå helt galt for mig,« fortæller journalisten i bogen ifølge Ekstra Bladet.

I bogen fortalte hun også, at der har været perioder i hendes liv, hvor hun har brugt for meget tid på værtshuse og ligegyldige selskaber.

Og så var der engang, hvor hun holdt fest i sine forældres hjem, hvor der var 'seksuelle aktiviteter i hjørnerne'.

Ulla Terkelsen skrev om hændelsen i sin dagbog, og da hendes forældrene efterfølgende fandt dagbogen, blev de bekymrede for deres datters liv.

Men Ulla Terkelsen endte med at klare sig fint, og i bogen forklarer hun, at hun ikke mener, at der kommer noget godt ud af at stræbe efter det perfekte liv.