I december forrige år startede tv-vært Ulla Essendrop et voldsomt sygdomsforløb.
Hun fik konstateret tarmslyng og havde samtidig en stor vandcyste på æggestokken, der vandrede til tarmen. Det betød, at æggestokken helt måtte fjernes.
Hun var indlagt i 19 dage med smerter, der var så voldsomme, at hun have få hjælp til at trække vejret.
Men da B.T. møder Ulla Essendrop på den røde løber forud for Tvprisen, forsikrer hun, at hun nu har det »rigtig fint«.
»Jeg mærker stort set ikke noget til det. Det er vokset fint sammen,« forklarer Ulla Essendrop med henvisning til arrene fra operationen.
Det betyder dog ikke, at oplevelsen ikke har sat sig i den garvede tv-vært.
Blandt andet resulterede sygdomsforløbet i en dødsangst og en sygemelding fra jobbet som 'Aftenshowet'-vært.
»Det har selvfølgelig været krævende,« indrømmer Ulla Essendrop.
Hun er nu tilbage på fuld styrke på 'Aftenshowet'.
»Jeg har en arbejdsplads, der har været meget fleksibel og rummelig, efter jeg kom tilbage. Og så har jeg sindssyg gode kollegaer, som jo er halvdelen af det,« siger DR-værten med et smil.