Ulf Pilgaard husker først og fremmest en dygtig teatermand, når han tænker på Klaus Pagh.

»Han var misforstået. I særdeleshed i medierne, men også i den brede offentlighed. Jeg tror nogle gange ikke, han blev husket for den teatermand, han var. Hvad, han gjorde for dansk teater,« siger Ulf Pilgaard, som arbejdede sammen med Klaus Pagh af flere omgange.

Klaus Pagh sov tirsdag morgen ind omgivet af sin familie. Han blev 85 år, og i nogle af disse kørte han ABC Teatret. En tid, som Ulf Pilgaard husker særligt tydeligt:

»Han leverede den ene succes efter den anden. Stig Lommer stod jo for revyer, men Klaus Pagh indførte også lystspil og farcer, og det var lige noget for københavnerne. Ja, faktisk hele landet,« siger Pilgaard og fortsætter:

Billedet er taget på ABC Teatret af direktør Klaus Pagh sammen med Ulf Pilgaard.
Billedet er taget på ABC Teatret af direktør Klaus Pagh sammen med Ulf Pilgaard. Claus Poulsen

»Folk kom valfartende.«

Skuespilleren husker, hvordan de dengang fik lov til at spille den samme rolle i et halvt til et helt år. Og hver aften var der fuldt hus. Han mener, at Pagh fortjener stor cadeau, for det han betød for dansk teater.

Som kollega var han desuden morsom og skarp, fortæller Ulf Pilgaard videre. Dog ikke altid, hvad man i dag ville betragte som politisk korrekt.

»Han var underholdende, og så var han vanvittigt sarkastisk. Han var virkelig sarkasmens mester, og det gik ikke mindst ud over kvinder. Dem gik han ekstra hårdt til.«

Pilgaard var også venner med Klaus Pagh. De så hinanden med jævne mellemrum igennem årene.

Klaus Pagh blev 85 år.
Klaus Pagh blev 85 år. Linda Kastrup

»Han havde jo det her image, som Danmarks James Dean, som en playboy. Det, tror jeg egentlig på nogen måder heller ikke, han havde noget imod. Men han var også bare meget mere end det. Han var en dygtig købmand og en dygtig teatermand.«

Ulf Pilgaard siger, at det de seneste år var dejligt at se, hvordan Klaus Paghs kone, Usanee Pagh, tog sig så godt af ham. Han fandt en ro i sit liv, lyder det fra vennen.

Det er familien, der tirsdag har oplyst, at teatermanden, som blev kendt som skuespiller, sov stille ind.

Den kendte charmør efterlader sig tre børn fra tidligere forhold.