Den kendte levemand Klaus Pagh, der spillede med i flere danske film og var direktør for blandt andet ABC Teatret, er sovet ind.

Han var omgivet af sin familie, da han sov stille ind tirsdag morgen. Det oplyser hans familie i en mail til Ritzau. Han blev 85 år.

Tidligere i år fortalte Klaus Pagh til B.T., at han på grund af coronasituationen holdt sig hjemme sin lejlighed med sin hustru, Nancy, da han ikke ville risikere at blive smittet.

I den forbindelse fortalte han, at han havde fundet sin egen måde at få frisk luft på:

»Vi har to altaner. Den ene går jeg frem og tilbage på, på den anden har jeg en kondicykel stående. Og så har jeg jo min kone til at klare alt rundt omkring mig. Hun er min engel,« sagde han.

Klaus Pagh har foruden tilværelsen som skuespiller, hvor han har medvirket i et væld af film, eksempelvis 'Soldaterkammerater', levet et aktivt liv som teaterentrepenør og revyboss på Bakken og i Tivoli.

Han udgav senest bogen 'Et liv blandt komikere og skønne kvinder - fortalt til Bodil Cath', der udkom i november 2017.

Den kendte charmør efterlader sig tre børn fra tidligere forhold.

Derudover adopterede han sin nuværende kone Nancys datter, Pawarisa.