Danmark åbner sig mere og mere, og solen skinner de fleste dage. Det betyder, at mange nu for alvor kommer ud af deres isolerede tilværelse.

For gruppen af udsatte borgere, hvor smitten kan være dødelig, er det dog ikke tilfældet. En af dem er den tidligere teaterdirektør Klaus Pagh.

Som 84-årig er han nervøs for, at coronavirus kan tage livet af ham, fortæller han til SE og HØR

Tiden går lige nu langsomt for Klaus Pagh, der siden marts har holdt sig hjemme i sin lejlighed i Tuborg Havnepark i København.

»Det er så kedeligt, som det kan være. Jeg sidder hjemme og får ikke besøg. Jeg må bare vente, til de finder en vaccine,« siger han.

Den legendariske skuespiller og playboy er dog ikke helt alene med kedsomheden i coronatiden. Han får dagligt besøg af en kvinde, der giver ham en indsprøjtning for sukkersyge, og så er der selvfølgelig også kvinden i hans liv, som pusler om ham.

Usanee - eller Nan, som han kalder hende - er Klaus Paghs fjerde kone.

»Nan har givet mig nyt liv, vil jeg sige. Dét, at jeg traf hende, var min store lykke,« sagde Klaus Pagh om sine kone gennem 13 år i et interview med B.T. i 2019.