Peter Mygind er blevet et internationalt hit.
Den 57-årige skuespiller har igennem karrieren medvirket i en lang række film og tv-serier, men ofte herhjemme i biroller.
Nu indtager han hovedrollen som chefefterforsker Dan Sommerdahl i TV 2s krimiserie 'Sommerdahl', og serien er for længst nået langt ud over Danmarks grænser.
»Det er fandeme sjovt, at man laver en lille krimi i Helsingør, og pludselig sidder 800.000 hollændere om ugen og følger med,« lyder det begejstret fra Peter Mygind, der 28. februar har premiere på sæson to af 'Sommerdahl'.
Serien, der sidste år blev fulgt af cirka 500.000 danskere på TV 2 Charlie, er lavet i samarbejde med den tyske mediegigant ZDF, og Peter Mygind fortæller, at den dernede kæmper med legendariske 'Barnaby' om at have flest seere.
»Folk skriver til mig på Instagram, at de elsker den. Det er både folk fra USA, Sydamerika, Holland og Sverige. Første sæson gik også rigtig godt i Sverige, så der er også mange svenskere, der skriver,« fortæller Peter Mygind.
'The Sommerdahl Murders', som den hedder internationalt, er baseret på den danske bestsellerforfatter Anna Grues krimier, og det er ikke tilfældigt, at Peter Mygind også får fanbeskeder fra USA.
Derovre kan man nemlig blandt andet se den på streamingtjenesten Acorn TV, hvilket sidste sommer fik en anmelder fra The New York Post til at skrive begejstret om den danske krimiseries blanding af mord, kærlighed og et solrigt Helsingør.
»'Riget', som jeg var med i, blev jo også verdenskendt, men det var før sociale medier. Med 'Borgen' har jeg oplevet at sidde på en strand nede sydpå og få at vide af nogle franskmænd, at de elsker min karakter, og jeg kan også godt se på Instagram, at 'Borgen' nu er kommet på Netflix, men ellers har jeg aldrig prøvet noget på den her måde før,« fortæller Peter Mygind, der uden tøven kalder det sin største gennemgående hovedrolle, han har haft.
»Så fylder man 57 år og går ind til en casting …,« husker han tilbage på dengang, han ved et tilfælde fik rollen som Dan Sommerdahl.
»De havde seriøst svært ved at finde ud af, hvem der skulle spille ham. Jeg tror, de havde ledt i et halvt år, før jeg kom på banen. Udfordringen var, at det ikke kun var TV 2, instruktøren og Sequoia (produktionsselskabet, red.), der skulle godkende mig. Det var lige så meget ZDF.«
Her var det en fordel, at Peter Mygind har fået en agent i Berlin, der i de senere år har givet ham roller i flere tyske film.
»Tyskerne begynder at kende mig,« forklarer han, og så sagde ZDF ja.
Og nu kører det faktisk så godt for Peter Mygind, at han må sige pænt nej tak til roller i udlandet. Da de sidste år optog den nye sæson af 'Sommerdahl', måtte han for eksempel afvise et par engelske tilbud, fortæller han.
Det samme er tilfældet i år, hvor han for tiden er i gang med at lave den nye kommende sæson af 'Borgen' og derudover har et par danske tv-serier på vej – forhåbentlig også en sæson tre af 'Sommerdahl', forklarer han.
»Af coronamæssige årsager er jeg også glad for, at jeg er her lige nu. Jeg har flere kollegaer, der bliver fløjet hjem fra USA, fordi de må stoppe produktionen. Der har vi rimelig godt styr på det herhjemme.«
Peter Mygind føler sig heldig over at have fået lov til at spille så mange forskellige roller igennem årene, som han mener er årsag til karrierens positive udvikling.
»Jeg gik fra 'Nikolaj og Julie' til at komme med i 'Flammen og Citronen', hvor jeg viste en ny side. Da folk havde set mig i den og i 'Borgen', kunne de sige til mig, 'du er jo et røvhul i virkeligheden', fordi jeg spillede så usympatiske personer. Så jeg er meget taknemmelig over min karriere indtil videre, der har åbnet nogle sjove døre.«