Da Peter Mygind var 13 år, kom hans forældre en dag og sagde, at de var bekymrede for ham.

Det resulterede i, han blev sendt på kostskole i Schweiz.

Den tid fortæller Peter Mygind nu om, da han i aftenens afsnit af 'Til middag hos' får Jeanette Ottesen, Rane Willerslev og Jenna Bagge på besøg.

Han fortæller, at det var hans far, der havde fundet kostskolen i Schweiz. Og det var ikke en hvilken som helst kostskole. Den var nemlig for meget rige og velhavende mennesker.

»Og enorm hård. Der er gitter for vinduerne. Man møder fra kvart i otte om morgenen til halv syv om aftenen. Også om lørdagen,« fortæller Peter Mygind.

Han blev på kostskolen i fem år. Simpelthen for at bevise noget over for sine forældre:

»Jeg blev der i sindssygt lang tid. Jeg havde en hjemve, der var eksplosionsagtig, og samtidig tænkte jeg også, at jeg ikke ville svigte mine forældre. For jeg var det sorte får i familien. Jeg var en rod. Jeg var en vild ung mand.«

I aftenens afsnit afslørede han også, hvad han gjorde, når han havde den her ekstreme hjemve. Her var det nemlig en helt speciel dessert, der hjalp ham:

Peter Mygind i aftens afsnit af 'Til middag hos'
Peter Mygind i aftens afsnit af 'Til middag hos'
Vis mere

»Den her dessert hedder coupe Dänemark, fordi i Schweiz og i Østrig er der en dessert, der hedder coupe Dänemark, som består af is med varm chokoladesovs. Og nede i min lille schweiziske by var der et konditori, og der kunne jeg gå ned om søndagen, og for tre og en halv franc kunne jeg købe en coupe Dänemark,« fortæller Peter Mygind og fortsætter:

»Så hele min hjemve og min længsel efter at være hjemme, den sad jeg ligesom og spiste. Så I har spist en del af min længsel. Så coupe Dänemark er ikke tilfældigt udvalgt. Det er en del af mig og en del af min historie.«

Til trods for det store savn til sin familie hjemme i Danmark bebrejder han dog ikke sine forældre, at de valgte at sende ham af sted. Peter Mygind fortæller, at han er sikker på, at hans forældre har gjort det i overbevisning om, at det var det bedste for ham.

Men selv om det er gået meget godt for Peter Mygind, så er det dog ikke et valg, han selv ville tage:

»Jeg har også sønner, som har været ude i ting, og jeg har ikke tænkt tanken, 'Nå, jeg sender ham til Sveit'. Altså som i not,« siger Peter Mygind og fortsætter:

»Jeg bebrejder hverken min mor eller min far. Jeg er fuldstændig overbevist om, at de gjorde, hvad de syntes var bedst for mig. Jeg tror også, at de gav mig en gave. Men det var en form for gave, jeg aldrig ville give mine egne børn.«

»Det har været en følsom proces ligesom at acceptere, at man blev sendt væk i fem år. Men ja, jeg har tilgivet. Det skal man gøre.«

Hør ham fortælle historien i klippet i playeren øverst oppe eller se hele afsnittet af 'Til middag hos' på TV3 torsdag klokken 19 eller på Viaplay.