77-årige Conchata Ferrell, der er bedst kendt fra rollen som den spydige husholderske i hitserien 'Two and a Half Men', er blevet lagt i respirator.
Det oplyser Ferrells ægtemand, Arnie Anderson, over for det amerikanske medie TMZ.
Ifølge ægtemanden blev Conchata Ferrell indlagt på en intensivafdeling tilbage i maj, som følge af sygdom efter en infektion skuespillerinden kæmpede mod i december og januar måned.
I december blev Ferrell nemlig indlagt på et hospital i Charleston, West Virginia med en livstruende infektion i den ene nyre, der spredte sig i kroppen.
Mens hun var indlagt, fik lægerne dog styr på infektionen, og i januar blev Conchata Ferrell udskrevet igen.
Men i maj opstod der igen problemer for den 77-årige Ferrell, der måtte indlægges på intensivafdeling. Kort tid efter fik Conchata Ferrell dog et akut hjertestop, der ifølge ægtemanden varede omkring 10 minutter, inden der igen kom liv i skuespillerinden.
Conchata Ferrell var derefter indlagt i fire uger, inden hun siden blev overflyttet til et restitutionscenter, hvor hun nu opholder sig og er tilsluttet både respirator og et dialyseapparat.
Ifølge oplysningerne er Conchata Ferrells ikke længere i livsfare. Ferrell skulle være delvist ved bevidsthed, da hun til dels reagerer på sine omgivelser, men hverken kan tale eller kommunikere, skriver mediet.
Men selvom skuespillerindens tilstand vurderes til at være stabil, så er hendes fremtid endnu uvis, fortæller ægtemanden.
»Det vil vare et stykke tid, inden der er nogen bedring. Det hele er neurologisk. Vi kan ikke gøre noget for at fremskynde processen. Vi håber på det bedste,« siger Arnie Anderson ifølge TMZ.
77-årige Conchata Ferrell har foruden sin rolle i 'Two and a Half Men' spillet en række små roller i blandt andet 'Venner', Edward Saksehånd' og 'Interne Affærer'.