Reality-kendis Janni Ree er i chok, efter hun sammen med sin 'Forsidefruer'-kollega Gunnvør var ved Skagen i går. Her mødte de nemlig en lille sælunge ude ved Grenen, som så ud til at være i nød.

Alligevel var der proppet med mennesker, som kiggede og aede.

»Man så simpelthen børn sidde oven på sælungen. Det var helt forfærdeligt.«

Tv-kendissen er i Skagen i den berømte Hellerup-uge, hvor de filmer til deres reality-program 'Forsidefruer'.

Janni Ree var meget chokeret efter oplevelsen ved Skagen.
Janni Ree var meget chokeret efter oplevelsen ved Skagen. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Sammen med Gunnvør Dalsgaard brugte hun halvanden time på at forsøge at hjælpe en kvinde, der ville holde folk væk.

Alligevel gik folk tæt på, og der var flere, der ville klappe det lille dyr. Det er dog en dum idé, for det kan skræmme moren væk.

Og den lille sælunge, som viste sig at have lungeorm, havde sin mor lige i nærheden. Janni Ree fortæller, at folk havde svært ved at holde sig væk – også fra den store sæl.

»Folk gik jo virkelig tæt på. De badede lige bag ved den, og flere gange hvæsede modersælen ad folk, fordi de kom for tæt på. Og man må jo faktisk slet ikke bade der,« lyder det fra kendissen.

Hvis du har oplysninger eller billeder fra situationen, så skriv gerne til 1929@bt.dk.

Hun siger, der var en kvinde til stede, som forsøgte at holde folk væk fra sælungen på stranden. Kvinden tegnede en streg i sandet, som man skulle holde sig bag, men det var der mange, der ikke overholdt.

Senere blev en udsendt fra Naturstyrelsen kaldt til stedet, og han aflivede ungen hurtigt. Dog ikke uden grund, lyder meldingen fra Skovrider Jesper Blom Hansen fra Vendsyssel.

»Man kan simpelthen se på et sekund, at ungen har lungeorm. Den bløder ud af næsen og munden,« lyder det fra ham.

Den løsning er Janni Ree dog langtfra tilfreds med. Hun mener, at Danmark burde indføre en dyreværnsløsning, som man har det i Holland, hvor man altid undersøger, om et dyr kan reddes, inden det aflives.

Hele oplevelsen har sat sig i hende, siger hun.

»Jeg har nærmest ikke sovet i nat. Jeg synes, det var så uhyggeligt.«

Hun fortæller, at flere forældre til stede blev rasende, når hun prøvede at forhindre deres børn i at komme for tæt på.

»Der var en far, som simpelthen råbte mig ind i hovedet,« slutter hun.