I takt med at miljøforkæmpere som Greta Thunberg og organisationen Extinction Rebellion får mere og mere opmærksomhed i medierne, må de også finde sig i mere negativ opmærksomhed.

Tirsdag morgen var det den engelske tv-vært Piers Morgan, som besluttede sig for at give sin mening om dem til kende, og lad os bare slå fast, at han ikke er venligt stemt.

I morgenprogrammet 'Goof Morning Britain' på kanalen ITV gjorde han tykt nar af den 16-årige, svenske pige og kaldte demonstranterne fra Extinction Rebellion for hyklere.

Det skriver Huffington Post.

Piers Morgan bryder sig ikke om klimakrigere. (Foto: Scanpix)
Piers Morgan bryder sig ikke om klimakrigere. (Foto: Scanpix) Foto: JOHN SIBLEY
Vis mere

Først beskyldte han adskillige demonstranter for at være nogle hyklere, fordi der er taget et billede af dem på McDonalds i forbindelse med en klimademonstration i London mandag.

»Hykleriet hos disse mennesker. Det er, hvor de spiste frokost. De gik på McDonalds. For at spise masseproduceret bøf fra papæsker,« sagde Piers Morgan.

»De siger, vi er benzinforbrugende, forfærdelige mennesker. Og så æder de McDonalds. Skamløse hyklere,« lød det videre ud i stuerne hos de morgenfriske briter.

Bagefter kom turen til Greta Thunberg, som af uvisse årsager også irriterer den kontroversielle tv-vært og debattør. Han begav sig ud i at efterabe hendes nylige og meget omtalte tale i FN.

Greta Thunberg er blevet ansigtet på den globale klimakamp. (Foto: Scanpix)
Greta Thunberg er blevet ansigtet på den globale klimakamp. (Foto: Scanpix) Foto: JIM URQUHART
Vis mere

»Hvor vover I. I har stjålet min morgen. I har stjålet min tv-tid. Jeg har intet liv. Hvor vover I,« sagde han vrængende ifølge Huffington Post.

Extinction Rebellion har siden søndag demonstreret i London, og allerede på førstedagen blev mere end 200 personer anholdt på den centrale Westminster Bridge.

Gruppens erklærede mål er at spærre trafikale knudepunkter i centrum af millionebyen og lufthavnen City Airport i 14 dage for at vise utilfredshed med den engelske regering.

Premierminister Boris Johnson kvitterede mandag med at kalde dem irriterende, næseringsbærende og hamplugtende.