Realitystjernen Erika Jayne vil skilles fra sin 32 år ældre mand, Tom Girardi.
49-årige Erika Jayne og 81-årige Tom Girardi har ellers været gift i mere end 21 år.
Men nu er det altså – ifølge People og E! News – slut.
De amerikanske medier har fået skilsmissen bekræftet af Erika Jayne, der er bedst kendt fra tv-serien 'Real Housewives of Beverly Hills', hvor advokaten Tom Girardi også har medvirket flere gange.
Hun fortæller mediet, at det er hendes beslutning.
»Efter mange overvejelser har jeg besluttet mig for at afslutte mit ægteskab med Tom Girardi. Det var ikke et let skridt at tage. Jeg har masser af kærlighed og respekt for Tom og for det liv, vi har bygget i de år, vi har været sammen,« siger hun.
Hun tilføjer, at hun håber, deres privatliv bliver respekteret i forbindelse med skilsmissen.
Erika Jayne og Tom Girardi, der er stifter af advokatfirmaet Girardi & Keese, mødte i sin tid hinanden på en restaurant, hvor den dengang 28-årige Erika Jayne arbejdede som servitrice.
De forelskede sig i hinanden og blev – trods den store aldersforskel på 32 år – gift i 1999.
Aldersforskellen har dog gennem tiden medført en del kritik og beskyldninger om, at Erika Jayne kun var gift med Tom Girardi på grund af hans penge. Disse beskyldninger tog især fart, da Erika Jayne indrømmede, at parret ikke havde en ægtepagt.
Erika Jayne har dog gentagende gange afvist disse beskyldninger.
»Lad mig fortælle jer noget og lad mig gøre det meget klart. Jeg er gift med en meget magtfuld advokat. En ægtepagt ville ikke komme i vejen for ham alligevel. Det vil blive, som Tom vil have det uanset. Det kan jeg godt fortælle jer,« sagde hun til talkshowværten Andy Cohen i 2017.
Og så sent som sidste år følte hun det endnu engang nødvendigt at forsvare sit ægteskab:
»Jeg er træt af at skulle retfærdiggøre mit 20 år lange forhold. Gå I ud og hold et ægteskab kørende i 20 år, og så kom tilbage og tal med mig,« sagde hun til E! Online
Det er anden gang, at Erika Jayne bliver skilt.
Hun har tidligere været gift med Thomas Zizzo, som hun også har en voksen søn sammen med. Hun har ingen børn med Tom Girardi.