Det lakker mod enden for den populære komedieserie 'The Big Bang Theory', der efter 12 sæsoner takker af til maj.

Det førte onsdag til en tårevædet afsked for holdet bag, der for manges vedkommende er gået fra totalt ukendte skuespillere til verdensstjerner.

En af dem er 33-årige Kaley Cuoco, der gennem de mange år har været hovedpersonen Leonards store kærlighed og har vokset sig til en af seriens bærende kræfter.

Hun havde en særligt følelsesladet reaktion på de sidste indspilninger, afslører hun på sin Instagram-profil.

Trøstes af 'Venner'-stjerne

'Ja, vi sov ikke,' skriver hun til et billede af det allersidste manuskript, der har fået påtrykt teksten 'End of series'.

Hun har desuden taget et billede af alle de servietter, der skulle til for at tørre hendes tårer bort, mens hun læste manuskriptet samt billedet, hvor hun grædende går væk fra settet.

Her har en anden verdensstjerne valgt at komme med trøstende ord som en kommentar til Instagrammet.

Og det er en stjerne, som har prøvet præcis det samme selv.

'Nåååhr. jeg husker den følelse. Og I har været sammen endnu længere,' skriver Courteney Cox, der spillede Monica Geller i den måske mest populære komedieserie nogensinde, 'Venner', som kørte i 10 sæsoner fra 1994 til 2004.

De seks hovedpersoner i 'Venner' blev bedste venner på kryds og tværs i virkeligheden, og det samme er tilfældet med 'Big Bang'-skuespillerne, hvor der er blevet knyttet venskaber for livet.

Måske på nær Jim Parsons, der spiller den mildest talt excentriske fysiker Sheldon Cooper i serien. Det er nemlig ifølge People hans ønske om at stoppe i rollen, der får serien til at lukke og slukke, og dermed stopper kollegernes lønfest.

De seks hovedroller har de seneste år fået en million dollar per afsnit, og der er 24 afsnit i hver sæson.