#metoo-bevægelsen har sat fokus på meget uretfærdighed i filmbranchen, men det er ikke længere en sund diskussion, siger Mads Mikkelsen.

I et interview bliver han spurgt ind til #metoo-bevægelsen, hvor han bruger Matt Damon som eksempel på, hvor farligt et emne det kan være at udtale sig om.

»Han er den mest politisk korrekte person i historien. Han sagde noget helt logisk, og han blev fucking slagtet for det. Så det er ikke længere en sund diskussion,« siger han til The Guardian.

I interviewet kommer Mads Mikkelsen og journalisten ind på de anklager, der blev rettet mod Zentropas ene stifter, Peter Aalbæk, hvor Mikkelsen indrømmer, at han helst holder sig fra emnet.

Han siger dog, at der helt klart har været en forskruet kultur inden for filmverdenen, som der heldigvis er blevet sat fokus på.

Men han er stadig bange for, at der ved et uheld kunne komme en sætning, der ville blive misforstået, og helvede så bryder løs.

I 2017 havde Matt Damon antydet, at seksuelle overgreb kom i forskellige grader – at der er forskel på at klappe en på numsen og direkte voldtægt.

Han havde yderligere sagt, at #metoo opildnede til en oprørskultur.