Hvis den britiske tv-læge Christian Jessen kunne skrue tiden tilbage, så havde han højst sandsynligt gjort det med det samme.

Forleden blev lægen, som danske seere kender fra programmet 'Krop umulig', nemlig kendt skyldig i at have skrevet løgne om Nordirlands – nu tidligere – førsteminister Arlene Foster.

Det skriver en lang række britiske medier – heriblandt Express og Daily Mail.

Sagen begyndte i december 2019.

Her skrev Christian Jessen på Twitter, at Arlene Foster var sin mand utro ved at have en affære. En beskyldning, som lægen hverken nu eller dengang havde beviser for at understøtte.

Arlene Foster, der i slutningen af april trådte tilbage som førsteminister, sagsøgte derfor tv-lægen, hvilket var en god beslutning.

Forleden vandt hun nemlig sagen og blev tilkendt 125.000 pund (en million kroner) i erstatning for at have fået sin ære krænket.

En straf, der i den grad gør ondt på Christian Jessen.

Tv-lægen Christian Jessen (højre) på vej i retten i forbindelsen med sagen.
Tv-lægen Christian Jessen (højre) på vej i retten i forbindelsen med sagen. JASON CAIRNDUFF

I hvert fald påstår han, at han kun har 20.000 pund (174.000 kroner), og at han derfor vil gå bankerot af erstatningen.

Derudover påstår han, at hans mentale tilstand sejler efter dommen. Noget, der højst sandsynligt ikke er blevet bedre af, at han har forsøgt at oprette en GoFundMe-indsamling i håbet om, at folk vil hjælpe ham med at betale erstatningen.

Indsamlingen har nemlig hovedsagelig kun medført kritik og hån fra folk, der ikke bryder sig om, at kendislægen tigger om penge.

'Du har lavet forbrydelsen, men vil have alle andre til at tage din straf? Wow,' skriver en af hans følgere for eksempel.

Christian Jessen udtaler selv, at han fortryder sine beskyldninger omhandlende den tidligere førsteminister, men at han ikke føler, at han fortjener den hårde behandling på internettet.

»Selvfølgelig fortryder jeg det,« siger han til Daily Mail og fortsætter:

»Hvis Arlene Foster siger, at min påstand er usand, så er jeg meget ked af den smerte, jeg har forårsaget. Men jeg er ikke enig i al den fordømmelse, jeg modtager. Jeg har været brutal ærlig omkring mit mentale helbred og de omstændigheder, der gjorde, at jeg skrev, hvad jeg gjorde, og det gør ondt, at folk er total ligeglade med det.«

Ifølge Christian Jessen lider han af depression og har det sidste år boet hos sine forældre, fordi han ikke har kunnet arbejde på grund af coronapandemien.

»Jeg har 20.000 pund tilbage, og de holder ikke længe. Jeg har ikke pengene til erstatning, så hvis indsamlingen ikke virker, så bliver jeg nødt til at erklære mig selv bankerot. Det her har tydeligvis ikke hjulpet på min mentale tilstand, og selvom jeg kæmper for at holde mig oven vande, så kan jeg mærke, at jeg er ved at knække.«

Christian Jessen har tidligere været i vælten – på den dårlige måde – i forbindelse med coronapandemien. I marts sidste år kom han i strid modvind, fordi han udtalte, at Italien benyttede virussen som undskyldning for at 'holde siesta'.

»I kender italienere … hver gang de ser deres snit til det, så lukker de alting og stopper med at arbejde for at få sig en lang pause,« sagde han dengang.

Læs mere om den historie her.