Janni Pedersen, Miriam Zesler, Ditte Haue, Cecilie Hother og Natasja Crone.
Det er blot fem af en lang række kendte tv-værter og journalister, som nu anses for inhabile på arbejdspladsen.
Fælles for de fem nævnte er, at de alle har skrevet under på et yderst omtalt brev om sexisme i mediebranchen.
De arbejder alle desuden på TV 2, som fredag morgen oplyser til Journalisten, at de indtil videre 701 kvinder, der har skrevet under på støtteerklæringen til Sofie Linde, som udgangspunkt er inhabile og ikke længere kan dække sexisme i mediebranchen på TV 2.
»Vi bakker virkelig op om det her initiativ, og vi er glade for, at det kommer frem nu,« siger TV 2’s nyhedschef, Jacob Kwon til Journalisten og fortsætter:
»Men hvis man offentligt tilkendegiver en holdning til en sag ved en underskriftsindsamling, så er man som udgangspunkt inhabil og kan ikke dække sagen.«
Jackob Kwon siger videre, at de TV 2-ansatte, der har skrevet under, fremover skal deklarere over for seerne og læserne, at de har skrevet under.
Det er seks kvindelige TV 2-medarbejdere, som har startet underskriftsindsamlingen i kølvandet på Sofie Lindes tale under årets Zulu Comedy Galla, hvor hun var vært.
Her fortalte 'X Factor'-værten blandt andet om en hændelse fra sin tid som praktikant på DR, hvor en 'stor tv-kanon' truede med at ødelægge hendes karriere, hvis hun ikke gav ham et blowjob.
I støtteerklæringen til Sofie Linde beder de seks TV 2-ansatte andre kvinder i mediebranchen om at skrive under på brevet, hvis de enten selv har oplevet sexisme eller har kendskab til det.
Jacob Kwon siger til Journalisten, at det er en beskyttelse af troværdigheden, der ligger til grund for, at TV 2 vil forlange, at deres ansatte deklarerer, at de har skrevet under på brevet.
Han understreger endvidere, at inhabilitet under normale omstændigheder ville betyde, at man slet ikke kan dække en sag, men at ledelsen har valgt at lempe på kravene i denne sag, så medarbejderne, der har skrevet under, ikke føler sig straffet for at støtte initiativet.
Det skyldes, at TV 2 bakker op om initiativet og gerne vil tillade, at de kvinder, der har haft sexisme inde på livet, kan få lov til at tilkendegive deres holdning uden at blive straffet for det, siger Kacob Kwon.