Britney Spears er et navn, som mange forbinder med kontroverser.
Sangerinden vakte eksempelvis store overskrifter i 2007, da hun barberede sig skaldet og bevæbnet med en paraply gik til angreb på en paparazzis bil.
Samme år blev hun så sat under økonomisk værgemål, hvorfor hendes far lige siden har haft fuldt råderum over hendes finanser, skriver den engelske avis Evening Standard.
Den 38-årige sangerindes fans mener dog, at hun selv skal og kan styre sin pengesituation nu. Faktisk er de så overbeviste derom, at man har startet en underskriftindsamling og har spredt hashtagget #Freebritney.

I Danmark er der også røster, som mener, at faren skal opgive værgemålet. Louise Amstrup, som har startet gruppen 'Britney Spears Danmark' på Facebook, siger, hun tror, at sangerinden er en form for fange, der ligger under for farens magt.
»Faren har en værgekontrakt, hvor han bestemmer alt over hende, og derfor har vi lavet Free Britney-kampagnen for at vise hende, at vi støtter hende,« siger Louise Astrup til DR.
Grunden til, hun tror, der er noget om påstanden om, at stjernen lever sit liv i en form for fangenskab, er, at fans har bedt Spears signalere via sin Instagram-profil, om hun behøver hjælp.
Man har bedt Britney Spears lægge et billede op, hvor hun har en gul bluse på, hvis hun har brug for hjælp. Og da stjernen så netop bar en gul bluse på et billede på Instagram dagen efter, mener Louise Astrup, at det er et tegn på, at Spears er i nød.

Foruden underskriftindsamlingen, som mere end 130.000 nu har sat deres navn på, så er hashtagget #FreeBritney også begyndt at trende på sociale medier.
Det sker ifølge den engelske avis også, da Britney Spears' værgemål skal genbehandles i august.
Selv har popstjernen ikke været ude og sige noget negativt om faren Jamie Spears kontrol over hendes økonomi. Til gengæld skriver hun på sin Instagram-profil, at hun er lykkelig.
'Jeg forstår, hvorfor nogle mennesker måske ikke kan lide mine opslag eller endda forstår dem, men det her er mig, som er glad. Det her er mig, der er autentisk og så ægte, som man kan få det. Jeg vil inspirere folk til at gøre det samme uden at behage andre. Det er nøglen til lykke,' skriver stjernen.