Amerikanerne vågner mandag morgen op til en Twitter-krig af den anden verden.

Kombattanterne er landets præsident, Donald Trump, på den ene side, og et af de mest elskede kendis-par på den anden. Og det er rigtig grimme ting, der bliver sendt af sted fra skyttegravene.

Grammyvinderen John Legend og hans modelkone Chrissy Teigen er blandt de mest toneangivende kunstnere på sociale medier i USA, og sent søndag aften, amerikansk tid, kunne de pludselig konstatere, at Donald Trump langede hårdt ud efter dem.

Præsidenten gjorde status for sin succesfulde fængselsreform, men brokkede sig samtidig over, at æren for reformen, der overordnet set skal sikre bedre vilkår for indsatte, der er fængslet for ikke voldelige forbrydelser, tilfalder de forkerte.

Chrissy Teigen og John Legend til sidste års Emmy-uddeling. (Foto: Scanpix/REUTERS/Kyle Grillot)
Chrissy Teigen og John Legend til sidste års Emmy-uddeling. (Foto: Scanpix/REUTERS/Kyle Grillot) Foto: KYLE GRILLOT
Vis mere

Trump er sur over, at de mennesker, der bad ham om hjælp til at få reformen gennemført, nu tager æren selv. Og her nævner han det celebre par på en nedladende facon.

'Folk som den kedelige musiker John Legend, og hans kone, som er beskidt i munden, taler om hvor fantastisk den er - men de var ingen steder at se, da vi havde brug for hjælp til at få den igennem', tweetede Trump sent søndag.

Provokationen gik ikke uhørt hen, og få timer senere gik parret begge til modangreb. Teigen med en meget hård retorik, som nu har taget om sig, og trender på det sociale medie.

'Lol, sikke en 'pussy ass bitch', han taggede alle andre end mig. Sikke en ære, hr. præsident', tweetede hun natten til mandag.

Hun har været en udtalt kritiker af Donald Trump i mere end 10 år, og han har for flere år siden blokeret hende fra sin Twitter-profil. Han havde således kun tagget John Legend i sit tweet om parret.

Ameikanerne elsker tilsyneladende Chrissy Teigens hårde ord om præsidenten, og hashtagget #PresidentPussyAssBitch trender nu i USA.

Donald Trump har i skrivende stund endnu ikke svaret på modangrebene fra stjerneparret.

Trumps fængselsreform giver nedsatte straffe for god opførsel og sociale tilbud, der hjælper løsladte fanger med at vænne sig til at være tilbage i samfundet. Foreløbigt er over 3000 indsatte blevet løsladt for god opførsel som direkte konsekvens af reformen, skriver Business Insider.