Torsdag aften valgte den amerikanske præsident, Donald Trump, at sprænge en bombe rettet mod vores svenske naboer og statsminister Stefan Löfven.
'Jeg er meget skuffet over statsminister Stefan Löfven, fordi han ikke har handlet,' skrev Trump blandt andet om sagen, der omhandler den amerikanske stjernerapper A$AP Rocky, der er anholdt og sidder fængslet i en voldssag.
Den udtalelse giver man ikke meget for i det svenske statsministerium.
B.T. har bedt om en kommentar fra Stefan Löfven efter Donald Trumps angreb torsdag aften, hvor den amerikanske præsident også skriver, at Sverige har skuffet det afroamerikanske samfund i USA og at Sverige skal behandle amerikanske statsborgere ordentligt.
»Sverige og statsminister Stefan Löfven har været meget tydelige i dialogen med såvel Det Hvide Hus såvel som direkte med den amerikanske præsident om, at i Sverige er alle lige for loven, og regeringen kommer ikke til at blande sig i retsprocesser. Vores retsmyndigheder er helt uafhængige,« lyder svaret fra det svenske statsministerium.

Sagen har fået stor opmærksomhed i både USA og i Europa.
Ikke mindst fordi A$AP Rocky er en ganske stor stjerne inden for rapmusikken.
Han og flere fra hans følge blev anholdt 30. juni i Stockholm efter et slagsmål.
En 19-årig mand fra Afghanistan fik flere alvorlige skader i slagsmålet.

Offeret i sagen har ifølge Expressen under forhør forklaret, at han kontaktede A$AP Rocky og hans gruppe, fordi han ledte efter sin 20-årig ven, der også siden er blevet en del af sagen.
A$AP Rockys sikkerhedsvagt skulle ifølge den 19-årige have bedt ham om at gå og have skubbet ham.
Da han spørger, hvorfor han skal gå, griber sikkerhedsvagten ifølge den 19-årige om hans hals - og han forsvarer sig herefter ved at kaste sine høretelefoner på vagten, skriver Expressen.
Efterfølgende dukker den 20-årige ven op, og de to følger efter A$AP Rocky for at få høretelefonerne tilbage, og det er her, at slagsmålet bryder ud.

Svensk politi har siden offentliggjort billeder af den 19-årige afghanske mands skader. Dem kan man se her i artiklen - ligesom man kan se en video af det voldelige optrin øverst.
I et opfølgende tweet fra den amerikanske præsident, skriver Trump desuden, at 'Vi gør så meget for Sverige, men det lader ikke til, at de gør det samme tilbage'.
A$AP Rocky, som har siddet varetægtsfængslet siden 5. juli, bedyrer selv sin uskyld, da han mener, han og kammeraterne handlede i selvforsvar.

»Det var chikane og forfølgelse og et angreb, inden håndgemænget overhovedet startede,« har A$AP Rocky sagt til politiets forhørsledere ifølge Aftonbladet.
Donald Trump gik tidligere på måneden ind i sagen, efter den verdenskendte rapper Kanye West bad præsidenten om at hjælpe vennen A$AP Rocky i sagen.
Det fik Trump til at ringe til Stefan Löfven for få dage siden.
Sagen skal for retten i den kommende uge.


