Selvom man er en verdensstjerne, der har pryddet forsiden på det berømte magasin Sports Illustrated, kan man stadig få at vide, man ikke er god nok.

Danske Nina Agdal har talt ud om, hvordan det er at få at vide, man er for stor, og hun siger nu, at hun ønsker at inspirere andre piger.

I 2018 tog hun bladet fra munden og fortalte om den kritik, hun har været udsat for.

Det skete i et opslag på det sociale medie Instagram, som blev taget meget positivt imod, fortæller hun nu i et interview med Fox News.

»Bare det at jeg har talt ud om det, har fået en række kvinder, mødre og piger til at sige 'tak fordi du er åben omkring det her',« siger hun blandt andet til mediet.

De forskellige kvinder skrev, at modellen bidrog til en bedre verden, fortæller hun.

Agdal er foruden sin forside på Sports Illustrated verdenskendt for i en periode at have været kærester med Leonardo Dicaprio.

Hun fortæller i det nye interview med amerikanske Fox News, at hun sætter sit velvære højt.

For hende er det dog ikke at snyde at spise en burger eller en pizza, det handler bare om balance.

Og så siger hun, at hun ikke kommer sovende til den krop, som har skaffet hende store modeljob.

Hun træner nemlig mellem fem og seks gange om ugen, og det er sådan, hun har det bedst.

Nina Agdal var på forsiden af Sports Illustrated med Chrissy Teigen og Lily Aldridge.