Kan du sælge 10.000 bøger i Danmark, har du en bestseller. Tobias Rahim ser ud til at være godt på vej.

Popstjernens nye bog 'Drømmene maler virkeligheden', der består af en serie mere eller mindre afklædte billeder og en samling tekster, som Politikens Forlag udgiver under betegnelsen 'digtsamling', er så populær, at man straks er gået i gang med at trykke flere eksemplarer.

»Vi har lavet et ekstraordinært højt førsteoplag på 14.000 styk, men efterspørgslen har været så stort, at vi allerede på udgivelsesdagen (Torsdag, red.) måtte sætte andet oplag i gang,« lyder det fra pressechef på Politikens Forlag Christina Zemanova, der tilføjer:

»Det er det nærmeste, jeg kommer på at sætte tal på. Vi er meget tilfredse.«

Indtil videre har den nye bog da også medført en masse opmærksomhed og anmeldelser, hvor anmelderne særligt bemærker bogens 'nøgen'-billeder.

Saxo.com, der kalder sig 'Danmarks største internetboghandel har derudover Tobias Rahim øverst på deres bestseller-liste, så nu er spørgsmålet, hvor mange bøger han ender med at sælge i alt.

Indtil videre er der dog et godt stykke vej til de allerstørste sællerter.

Yayha Hassans berømte debut-digtsamling i 2013 startede med et første oplag på 800, men endte tre måneder efter ifølge Ritzau som danmarkshistoriens bedstsælgende debut med 122.000 solgte eksemplarer.

Forsiden til Tobias Rahims nye bog.
Forsiden til Tobias Rahims nye bog. Politikens forlag

Ser man på andre bog-genrer er der også stadig langt op til eksempelvis krimikongen Jussi Adler-Olsen, hvis bøger altid går som varmt brød.

I 2014 udgav han blandt andet den sjette 'Afdeling Q'-bog, 'Den grænseløse', som i følge dr.dk havde et rekordstort første oplag på hele 230.000 eksemplarer.

Og skal man tage et helt frisk eksempel, så udkom tidligere FE-chef Lars Findes bog 'Spionchefen' i oktober med et førsteoplag på 20.000 eksemplarer.

Tobias Rahim har udsendt sin nye bog i kølvandet på et år, hvor han har vundet alle de største musikpriser, optrådt på alle de største scener og konstant toppet hitlisterne med sin musik.

Herunder kan du høre senest afsnit af B.T.s podcast 'Det vi taler om':