Husker du 'ham med tænderne' fra anden sæson af 'Gift ved første blik'?

Jakob Bay, der i 2014 medvirkede i DRs populære ægteskabs-eksperiment, er i dag ikke længere gift med sin tv-hustru Katrine. Til gengæld har han kastet sig ud i et nyt, vildt eventyr.

Ud over at have fået rettet sine karakteristiske skæve tænder har han nemlig sat sig for at gennemføre 'The Seven Summits', der går ud på at bestige de højeste bjerge på verdens syv kontinenter.

»Jeg fik altid at vide, at jeg ikke ville blive til noget, da jeg voksede op. Hverken hjemme eller i skolen, og det har skabt et drive i mig for at udrette noget stort. Det startede med lidt løb og har nu udviklet sig helt vildt,« fortæller Jakob Bay, der i disse dage er på vej til Argentina for at bestige Sydamerikas højeste bjerg, Aconcagua.

Jakob og Katrine blev gift i anden sæson af 'Gift ved første blik' i 2014. De blev sammen i hele programmet, men i starten af 2015 gik de fra hinanden igen.
Jakob og Katrine blev gift i anden sæson af 'Gift ved første blik' i 2014. De blev sammen i hele programmet, men i starten af 2015 gik de fra hinanden igen. DR

Han brød sig egentlig ikke om den opmærksomhed, der fulgte i kølvandet på 'Gift ved første blik'.

Men nu hvor han var blevet 'kendt fra tv', kunne han lige så godt udnytte det til noget positivt, og derfor stiftede han velgørenhedsprojektet 'FundRacers', hvor han blandt andet ved at løbe maratonløb har rejst over en million kroner til Børnecancerfonden.

Og seneste tiltag for at skabe opmærksomhed omkring projektet er altså det forestående bjerg-eventyr, som kun seks danskere har gennemført tidligere.

»Det har udviklet sig til et passionsprojekt. Og da jeg ikke har børn, har jeg masser af tid til det, ligesom mit arbejde støtter godt op,« fortæller Jakob Bay, der til daglig bor i København og arbejder som product manager for teleselskabet 3.

Jakob Bay vil bestige verdens det højeste bjerg på hvert kontinent i verden.
Jakob Bay vil bestige verdens det højeste bjerg på hvert kontinent i verden. Privatfoto

Ud over almindelig fitnesstræning går han ofte lange ture med tung oppakning for at træne sig op. Men bjergbestigning i flere tusind meters højde er ikke ufarligt.

I efteråret var Jakob Bay for eksempel på 'træningstur' i Nepal, hvor flere klatrere mistede livet.

Han forklarer, at bjerget, der hedder Mera Peak, klatre-teknisk er et 'nemt' bjerg, men da der udbrød uvejr på toppen, forsvandt en anden gruppe på 12 klatrere.

»Efter fem dage fandt man ti af dem i live, men de to sidste overlevede ikke. Den ene blev fundet død af højdesyge, mens man aldrig fandt den anden,« fortæller Jakob Bay, der på sin egen opstigning blev ramt af højdesyge og først klarede toppen i andet forsøg.

Jakob Bay på sin 'træningstur' til Nepal.
Jakob Bay på sin 'træningstur' til Nepal. Privatfoto

»Når man hører om de andre klatrere, der forsvinder, så gentænker man jo, om det er en god idé selv at gøre det. Jeg havde en erfaren guide med, så jeg følte mig i gode hænder, men jeg skrev da hjem, at hvis de læste om dødsfald på bjerget, så var det ikke mig,« fortæller han og tilføjer:

»Vi havde heldigvis dage nok til at vente på, at det blev godt vejr. Man skal aldrig gå op i uvejr.«

Han betaler bjergbestigningerne af egen lomme og vurderer, at han indtil videre har brugt 150.000-180.000 kroner på sine ture til Nepal samt sine forestående rejser til Argentina, Frankrig og Rusland.

»Jeg får ingen penge ud af det overhovedet. Alt overskud går til velgørenhed. Og til den sidste tur har jeg måttet tage lån i min lejlighed,« forklarer Jakob Bay, der drømmer om det store endemål: Mount Everest.

»Det kunne være fedt at nå toppen af verdens højeste bjerg i 2023. Det kan nemt koste en halv million kroner, så der skal jeg nok finde en sponsor,« slutter Jakob Bay.

Han foretrækker i dag at holde sit kærlighedsliv privat. Hans tidligere tv-hustru Katrine bor i dag i Aarhus, hvor hun venter sit og kæresten Jeppes barn nummer to.

Jakob Bay i Nepal.
Jakob Bay i Nepal. Privatfoto