Torsdag aften kunne tv-vært og forfatter Thomas Skov dele en glædelig nyhed.
Han er nemlig blevet far for tredje gang sammen med hustruen Emilie Bruhn.
Det skriver han i et opslag på Instagram.
»Så var der pludselig tre små i vores familie – og nu er de små pludselig de store,« skriver han i sit opslag.
I et tidligere opslag afslørede tv-værten, at de ventede sig en dreng i starten af det nye år. Men nu har den lille dreng meldt sin ankomst kort før nytår.
Thomas Skov og Emilie Bruhn mødte hinanden, da de arbejde på DR og har været gift siden 2014.
Året efter kom datteren Ellen til verden. Og så kom sønnen Otto i 2018.
Thomas Skov har flere gange sat fokus på faderskab, ligesom han også har udgivet en bog om emnet, samt en DR-podcast om det forhold, man har til sin far.



