»Jeg håber at se jer alle sammen, når den tid kommer.«

Sådan lyder budskabet fra Thomas Helmig, der tirsdag har måttet skuffe omkring 7.000 festglade danskere, som har købt billetter til hans planlagte september-koncerter i Spanien.

Den 55-årige sanger og sangskriver har nemlig til morgen fået besked fra arrangørerne om, at de i samråd med myndighederne har måttet aflyse og udskyde koncerterne.

Det siger Thomas Helmig i et opslag på Instagram, hvor han samtidig fortæller, at koncerterne er blevet rykket til 2021.

»Der er længe til, men jeg håber at se jer alle sammen, når den tid kommer, og så lover jeg til gengæld også, at vi trykker til og laver nogle rigtig fede aftener,« siger sangeren i opslaget.

De to pågældende koncerter skulle have været afholdt i tyrefægterarenaen i Torremolinos, en forstad til Málaga, fredag den 4. september og lørdag den 5. september 2020. Koncerterne bliver i stedet afholdt fredag den 3. september og lørdag den 4. september 2021.

Hvis man har købt billetter til den 4. september 2020, gælder billetten i stedet til den 3. september 2021, mens billetter til den 5. september 2020 gælder til den 4. september 2021.

På Facebook har Thomas Helmig delt en meddelelse fra arrangørerne i Spanien:

'Det er naturligvis trist, at vi må udskyde koncerten til næste år, men vi gør det naturligvis efter henvisning fra myndighederne og aht. publikums sikkerhed,' står der blandt andet i meddelelsen, som fortsætter:

'Vi melder det ud allerede nu, så alle har mulighed for at få omlagt eventuelle feriedage samt få ombooket fly, hotel, feriebolig, etc.'

I Facebook-opslaget beder Thomas Helmig og arrangørerne desuden om, at folk ikke refunderer deres billet:

'Vi håber virkelig, I beholder jeres billetter, og at vi ses i Torremolinos næste år. Det er både dyrt og omstændigt at få disse koncerter på plads, men vi gør alt for at give jer en uforglemmelig oplevelse,' lyder det.

Hvis man ikke ønsker at gemme sin koncertbillet til næste år, skal man refundere den det sted, man har købt den. Sidste frist for at bede om refundering er 1. juni 2020.

Grundet 'ekstrem travlhed' kan det dog tage op til 4-6 uger at få refunderet sin billet, påpeger Thomas Helmig og arrangørerne, så det er med at tage beslutningen hurtigt.