Kærligheden blomstrer i den grad på ny for Thomas Buttenschøn, der for under to år siden blev skilt efter syv års ægteskab med moderen til hans to børn, Cana Buttenschøn.

Den 34-årige sanger har nemlig været på knæ og friet til sin kæreste, Mille Gori.

Det bekræfter parret i denne uges udgave af Billed-Bladet.

»Det var et meget romantisk og et smukt sted med masser af stjerner, da Thomas friede,« fortæller Mille Gori, som mange kender som Motor Mille fra DR Ramasjang, til ugebladet.

Mille Gori.
Mille Gori. Foto: OLUFSON JONAS
Vis mere

Selvom det først er nu, at parret deler den romantiske nyhed med offentligheden, afslører de, at det er et stykke tid siden, at frieriet fandt sted.

Mille Gori fortæller, at parret er meget lykkelige, og at de satser på at blive smedet sammen ved et sommerbryllup.

Thomas Buttenschøn og Mille Gori stod frem som kærester tilbage i slutningen af 2017, da de fejrede nytår sammen i Brasilien.

Siden har det nu forlovede par slået pjalterne sammen i en lejlighed i hovedstaden, og nu tager de altså endnu et skridt i kærlighedens tegn og bliver mand og kone.