For få dage siden slog den kendte musiker Thomas Buttenschøn et meget personligt opslag op på det sociale medie Instagram.

Her beskrev han, hvordan han ud af det blå var havnet på Rigshospitalet for få uger siden, da hans shunt pludselig stoppede med at virke.

Han er nu udskrevet og i klar bedring.

Det kunne hans forlovede, den kendte tv-vært Mille Gori, fortælle på årets Smukfest, hvor hun er gæst.

»Efter omstændighederne går det godt. Han er blevet opereret og er udskrevet. Og er oppe at stå igen,« siger Mille Gori og uddyber:

»Hans krop skal lige vænne sig til, at han er blevet åbnet op forskellige steder - blandt andet i hovedet og i maven. Men jeg synes, han klarer det ret godt, og han har det godt. Det er ømt, og det var ikke sjovt, men han klarer det godt,« siger Mille Gori.

Hun var selv af sted med Cirkus Summarum i form af sin rolle som Motor Mille.

Og derfor var hun der ikke selv, da hendes forlovede pludselig blev blind og efterfølgende mistede hukommelsen - for siden at vågne op på Rigshospitalet.

»Det er aldrig sjovt, når der sker noget med mennesker, man holder af. Jeg var heldigvis omgivet af mennesker, jeg holder vildt meget af - jeg var med Cirkus Summarum, da det skete.«

»Så jeg havde alle de mennesker rundt om mig, som jeg helst ville have.«

»Og Thomas' familie holdt mig orienteret, når jeg ikke kunne være der. Så efter omstændighederne var det fint,« forklarer Mille Gori til B.T.

Hun satte desuden ord på parrets kommende bryllup.

Thomas Buttenschøn var nemlig tidligere på året på knæ, og det blev til et 'ja' fra Mille Goris side.

»Forholdet går godt. Kærligheden går godt. Vi har det godt. Vi håber på et sommerbryllup, som nok ikke skal være med det vejr, vi har nu. Men det bliver heller ikke i år.«

»Nu har vi valgt et sommerbryllup, så tør vi ikke helt sætte en dato på. Bryllup er noget, der handler om kærlighed. Så det der med hvid brud og kirke. Nej.«

»Nu må vi se, det bliver et bryllup fyldt med kærlighed,« siger Mille Gori.