Den hårde hund blandt 'X Factor'-dommerne, Thomas Blachman, er blevet far for tredje gang, og nu er der billeder ude af hans lille søn.

Det er Blachmans forlovede, poeten Julia Werup, som har delt billeder af den lille på sin Instagram-profil.

Sønnen hedder Zac, og man kan se, hvordan han får en tår mælk, mens mor sidder bag trommerne.

Ifølge magasinet Her og Nu, så har den lille familie det fint.

»Alt går rigtig godt,« sagde den 56-årige dommer ved audition-pressemødet på TV 2 i København.

Thomas Blachman er dog heller ikke ny i rollen som far.

Han har to børn i forvejen, nemlig 18-årige Henry og 13-årige Ramona.

Dem har han sammen med sin ekskone Viola Heyn-Johnsen, som han blev skilt fra i 2012.

Den nyeste Blachman-baby kom til verden 8. september, og moren lagde både et billede ud samme dag, og så trommebilledet den 19. september.

Ved det første billede hyldede Julia Werup både sin jordemoder, sin søster, men også Thomas Blachman.

»Jeg elsker dig endeløst og for altid,« skriver hun blandt andet i opslaget om sin forlovede.

Den nybagte far kan foruden sin søn glæde sig over den næste sæson af 'X Factor', som venter om hjørnet. Her skal han igen sidde sammen med meddommerne Oh Land og Ankerstjerne, og det bliver også Sofie Linde, der igen er vært.