Det skabte overskrifter verden over, da det i sidste uge kom frem, at Larry Kings mangeårige hustru Shawn King ikke er nævnt med et eneste ord i et hemmeligt testamente efterladt af den legendariske tv- og radiovært.

Larry King og Shawn King nåede at være gift i 22 år, men var midt i en skilsmisse, da 87-årige Larry King døde.

I kølvandet på testamentets afsløring gik 61-årige Shawn King ud og bestred dets indhold og udtalte, at hun ville gå rettens vej, fordi hun mener, at Larry King blev tvunget til at lave testamentet om, og fordi det ifølge hende ikke var udelukket, at parret ville finde sammen igen.

Og nu kan Entertainment Tonight afsløre, at enken kræver, at hun bliver udpeget til at administrere hele boet.

Shawn og Larry King blev venner igen, før talkshowværtens død, men alligevel er hun ikke nævnt hans hemmelige testamente.
Shawn og Larry King blev venner igen, før talkshowværtens død, men alligevel er hun ikke nævnt hans hemmelige testamente. Foto: CHRIS DELMAS
Vis mere

I testamentet, der blev underskrevet i oktober 2019 – to måneder efter han begærede skilsmisse fra Shawn King – står der ellers, at talkshowlegenden udelukkende efterlader sin ejendom til sine børn.

'Dette er mit sidste ønske og testamente. Jeg vil gerne erstatte alle tidligere lignende skrifter med dette efter min død. 100 procent af mine penge og midler skal ligeligt fordeles mellem mine børn Andy, Chaia, Lary Jr, Chance og Cannon,' skrev Larry King i testamentet – altså helt uden at nævne Shawn King.

Shawn King mener, at Larry King er blevet tvunget til at lave sit testamente om, da de – ifølge hende – havde 'en vandtæt plan for overtagelsen af familiens boliger'.

En aftale, som – igen ifølge hende – står nedskrevet i et andet testament fra 2015, som, hun mener, stadig er gældende.

I det testamente står Shawn King som administrator af boet.

Shawn King har desuden påpeget, at Larry King i sit hemmelige testamente nævner sine børn Andy og Chaia, som gik bort i 2020 – altså året efter, at han underskrev testamentet.

Ejendommen, som striden handler om, har en værdi på lidt over to millioner dollar, og derfor er det 'kun' 350.000 dollar, som Shawn King står til at få, hvis ejendommens værdi bliver delt ud til hende og børnene.

Til Page Six har hun udtalt, at hun har valgt at gå rettens vej 'af princip', og ikke fordi hun har brug for pengene.

Larry King gik bort i januar.
Larry King gik bort i januar. Foto: JOSE SENA GOULAO
Vis mere

Det er Larry Kings ældste søn, Larry King Jr., som står som administrator af boet i det nyeste testamente. Sønnen fik Larry King med sin daværende hustru, Annette Kye, som han var kortvarigt gift med i 1961.

Larry King nåede at blive gift otte gange i alt – senest med Shawn King, som han var gift med i 22 år, og som han nåede at få to børn med.

Fox News har forsøgt at få en kommentar fra den afdøde Larry Kings repræsentanter, men de har på nuværende tidspunkt blot bekræftet, at de er bevidste om anmodningen om en ændring af administratoren af boet.

Shawn King har ikke besvaret mediets henvendelser i sagen.