»Jeg har fuldstændig mistet min stemme. Jeg kan ikke synge. Jeg bliver nødt til at gå. Undskyld!«

Sådan sagde en helt knust Elton John, da han søndag måtte opgive at gennemføre en koncert i Auckland i New Zealand.

Stemmen svigtede, og Elton John afbrød koncerten.

Den levende musik-legende måtte derefter grædende have hjælp til at forlade scenen.

Elton John på scenen i Australien i december sidste år.
Elton John på scenen i Australien i december sidste år. Foto: JULIAN SMITH
Vis mere

Nu melder den britiske superstjerne, at han også bliver nødt til at aflyse sine to sidste koncerter i New Zealand.

Ifølge nyhedsbureauet AP er det lungebetændelse, der har tvunget sangeren til at aflyse.

Koncerterne bliver flyttet til næste år.

Elton John giver i en udtalelse udtryk for, at han er 'utrolig skuffet', og han undskylder over for sine mange fans.

Den 72-årige sanger regner dog med at kunne gennemføre sine planlagte shows i Australien.

Elton John er lige nu i gang med touren 'Farewell Yellow Brick Road', der efter planen bliver hans sidste af slagsen.

Touren begyndte 8. september 2018 og varer, ifølge planen, indtil 17. december i år med en sidste koncert i London.