Flere medier meldte onsdag, at Emil Simonsen var blevet sigtet, og selvom det var tilfældet for en stund, så fortalte Nordsjællands Politi onsdag aften til B.T., at sigtelsen var frafaldet.
Tirsdag var den kendte Suspekt-rapper Emil Simonsen, også kendt som Orgi-E, involveret i en dramatisk ulykke.
Det viser en video af ulykken, som du kan se øverst i artiklen.
Videoen stammer fra Flynderborgvej i Helsingør.
Se flere videoer på Localeyes.

I videoen kan man se en sort Citroën C4 Cactus med høj fart køre ind i et lyskryds, der umiddelbart ser ud til at være slukket.
Midt i krydset kommer en sort Mercedes ind fra venstre.
Den brager direkte ind i siden på Citroënen, metal og plastik flyver. Citroënen hopper, drejer 180 grader og ender i en hæk.
Efterfølgende kan man se et par personer komme ud af den sorte Mercedes og gå hen til Citroënen.

Senere i videoen ankommer en ambulance og politi til stedet. Siden bliver den sorte Mercedes skubbet til siden, så trafikken og ambulancen kan komme igennem.
Nordsjællands Politi bekræfter over for B.T., at en ulykke fandt sted i krydset tirsdag.
»Der er tale om to køretøjer, der støder sammen. Vi kan ikke udelukke, at det skyldes, at lyskrydset ikke fungerede,« siger vagtchef hos Nordsjællands Politi David Borchersen.
Han oplyser også, at der ikke er nogen tilskadekomne i ulykken.
»Vi ser nærmere på sagen nu. Og vi er i gang med at fastslå, om der har været nogen overtrædelser af trafikloven. Måske højrevigepligt,« siger vagtchefen.
B.T. har været i kontakt med Emil Simonsen, der ikke har nogen kommentarer til ulykken.
Det har hans pladeselskab Universal heller ikke.
De oplyser dog, at Emil Simonsen er okay efter den dramatiske ulykke.